Hverdagens trivialiteter Noget med børn

Dér kom de. Ordene.

15. september 2018

Dér kom de. Ordene. De har været længe undervejs, men nu blev trangen så stor, at jeg måtte finde tiden. Og sådan er det jo, travlt er noget vi opfinder ud fra prioriteringer. Og nu blev min prioritering altså mig og det jeg holder af – altså ordjonglering, med tanke og sjæl bag. Det kommer sig af en lyst, der har luret de sidste uger, hvor der forinden var et minus på lyst kontoen på grund af alt mulig andet. Men lige i dag kom de, og jeg har nu gjort alvor af det og stillet computeren på mine lår og placeret mig i min sofa, med Sebastian drønene ud af højtalerne og mine drengebørn, der bobler i deres senge.

Stilheden her på domænet har været nødvendig, uden jeg helt ved hvorfor. Til gengæld har jeg fået en del spørgsmål hen over sommerem om domænets fremtid og jeg ved ærligt talt ikke helt hvad jeg skal svare. Jeg har ikke lyst til at lukke og slukke, men den seneste tid har jeg heller ikke skrevet og jeg kan ikke med nogen sikkerhed sige, om jeg skriver igen. Jeg ved det ikke. Jeg lavede en aftale med mig selv for to år siden, at jeg ville skrive af lyst og jeg vil have det sjovt imens og det har jeg overholdt, tilmed har jeg i sinde fortsat at overholde dén aftale. Det skal være sjovt og ordene skal komme af lyst, præcis som de gør lige nu.

I går drømte jeg seks år tilbage, da det var præcis seks år siden, at Tyrken og jeg kunne dele med resten af verden, at vores kærlighed var smeltet sammen i sådan en grad, at der nu lå en lille spunk under mit mavskind. Da jeg selv fandt ud af, at der var en baby i min mave måtte jeg vente flere timer inden jeg kunne dele med det med Tyrk. Det var stort. Og at skulle holde det hemmeligt for resten af vores verden var nærmest umuligt. Det var umuligt for mig, og jeg kom til at fortælle min højt elskede Bedstefar, at han nu skulle være Oldefar, førend alle andre. Den 14. september for seks år siden iklædte min Tyrk sig en T-shirt, hvorpå der stod de mundrette ord Jeg skal være far. Dét var vildt, at inkluderer vores mennesker i vores lykke. Da jeg fortalte ovenstående til Rapanden, spurgte han mig fnisende

“Mor, vidste du godt om det var mig eller Frøhopperen der var på vej ud?”
“Øh, ja! – det var dig”
“Ja, for ham der nulre øre, blev inde i din mave lidt endnu”

Nå ja…. ;)

Her er han så. Ham der påstår, at han hilste på sin tre år yngre bror inde i min mave og ham, vi kunne fortælle verden om for seks år siden. Og ham jeg elsker så uendeligt.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar