Hverdagens trivialiteter

JEG VANDT!

2. april 2018

Jeg freaking fucking vandt! Garmin connect, jeg elsker dig.

Altså den konkurrence jeg havde rodet mig ud i de sidste syv dage. Det hold hårdt og mine fødder er så ømme i dag, at jeg ikke kan forestille mig, at rejse mig fra sengen, som jeg altså opholder mig i endnu. Min sødeste Tyrk lod mig sove og har endda serveret morgenmad på sengen, som altså indeholdt æg og en dejlig kop kaffe. Så kan en morgen ikke blive ret meget bedre.

Præmissen i den omtalte konkurrence lød, at vi skulle gå mindst 12.000 skridt om dagen, men den endelige konkurrence lød på, den der havde gået flest skridt de sidste syv dage. Da hende, jeg gik imod også har en Garmin aktivitetstracker, kunne vi benytte den tilhørende app, Garmin Connect. Deri kan man oprette en udfordring, og det var det i al sandhed. 12.000 skridt er kun hvad alle mennesker har godt af, men så snart det bliver en præmis hver dag og der tilmed går konkurrence og vindermentalitet i kasketten, kan man jo ikke nøjes med dét antal skridt.

Den sidste uge har jeg gået intet mindre end 129.898 skridt, det er gennemsnitlig 18.556 skridt om dagen, en enkelt dag gik jeg 31.244 skridt, det var også en ret vild dag, hvor jeg gjorde en ekstra indsats, da jeg kunne se, at jeg var ved at tabe. Det fede ved denne app er, at vi begge kan gå ind og opdatere, når vi finder det passende. Det vil sige jeg kunne lade helt være, så ville hun ikke kunne se hvor meget jeg har bevæget mig, men så vil jeg heller ikke kunne følge med i om jeg er bagud eller ej, så det er en kæmpe motivation til at bevæge sig mere. Den sidste uge har jeg kigget mere på den app, end på mine børn. ;) Det har været kæmpe sjovt og en kæmpe udfordring.

Som du kan se, var det tæt løb. Cirka 900 skridt imellem os, og klokken 23 havde jeg givet op. Vi havde gæster i går til påskefrokost hvoriblandt den jeg konkurrerede imod også var tilstede og da hun opdaterede sin app, kunne jeg konkludere, at jeg var 5000 skridt bagud og med gæster i hele huset, synes det umuligt at vinde. Men lidt konkurrencemenneske er jeg alligevel, så midt under maden, måtte jeg stikke af og løbe en tur i mine slidte clogs og slutteligt hoppede jeg i løbetøjet klokken 23:20, da de sidste gæster var kørt og jeg løb indtil klokken slog 00:00 og jeg faldt om på vejen af udmattelse. Det kan altså ikke anbefales at løbe efter at have indtaget adskillige øl og rødvin, spist lammekølle med tilhørende flødesovs, samt kage og chokolade, altså med mindre du har en konkurrence at vinde. ;)

I dag vil jeg gå så lidt som muligt, efter at have indtaget morgenmad på sengen. Vi har dyner på sofaen, halløj i fjernsynet og jeg vil kigge mere på mine børn end en app. Dejlig mandag, som har skudt endnu en uges ferie igang.

God mandag. :)

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar