Noget med børn Om livet

Sikker i sin forældrerolle?

24. februar 2018

Den 29. april 2013 stod jeg med min egen baby i mine arme den allerførste gang, fyldt med følelser, frygt og uvidenhed. Det var vidunderligt og forfærdeligt, alt sammen på én gang. Omend det var den bedste tid i mit liv, var det også min værste tid i mit liv – jeg anede ikke hvad pokker jeg gjorde eller havde rodet mig ud i, samtidig med, at jeg var ret sikker i min nyeste rolle på daværende tidspunkt. Når jeg nu knap fem år senere kigger tilbage, var jeg langt mere sikker på hvad bøgerne skrev, hvad al fagpersonale i de pædagogiske højfaglige lande bistod. Og ja, det kunne noget – for eksempel give mig en sikkerhed i mit virke som forældre, der for alt i verden ikke skulle træde ved siden af.

Nu sidder jeg som sagt knap fem år senere og er mor til to – én der snart bliver fem år gammel og én der snart bliver to år gammel, samt en hel masse flere erfaringer rigere. Erfaringer jeg tænker, der gør mit liv både sjovere og nemmere og samtidig en hel del mindre pædagogisk korrekt. Måske gør det også mine børns liv lidt sjovere? Nu er det ikke sådan at jeg ikke tænker en hel masse positive tanker om pædagogik og pædagogiske tilgange, nogle gange især i forældrerollen, må mavefornemmelsen bare også gerne overtage ens valg. Og lige netop dette gjorde den herhjemme i aftes, altså mavefornemmelsen overtog alle andre valg forstås. Og det var fuldstændig mageløst. Jeg ved godt, at der kan sidde nogen på den anden side af skærmen og tænke – åh, har du nu tænkt på dine børns hjerner – hallo, ved du ikke bedre – hvordan kan du dog gøre dette mod dine børn – det er ikke i dine børn interesse – og så videre. Og jo, jeg ved godt hvilke skader vedvarende manglende søvn kan forvolde på hjernen, og jo, jeg ved bedre, og ja, jeg gjorde det, og jo, det var i mine børns interesse samtidig med, at det også var i min interesse. Fordi – hold nu fast – begge mine børn var oppe indtil klokken var 20:30! Ja, halvanden time over deres sengetid og ja, de fik så meget snolder, at de var ved at revne – til gengæld var det halvanden time i grineflip, lykke og helt igennem vidunderligt samvær.

Der sidder måske også nogle på den anden side og tænker – okay, hvad kan der ske – slap lige af, Lola Jensen – hvor meget kan der ske. Der kan faktisk ske en hel del, hvis det nu er på daglig basis og nej, Lola Jensen er ikke kun sludder. Rapanden var flere måneder mere end fire år, inden han var længere oppe end til sin normale sengetid klokken 19 og nogle gange har det været okay og andre gange har det været modbydeligt overfor ham. Frøhopperen har en hel anden søvnhistorik og har derfor været lidt mere flydende, omend beslutningen om søvn har været klokken 19 i cirka et år og så har én af vi to voksne brugt uendeligt lang tid på at opnå målet på beslutningen.

I går skete der så det, at Rapanden fik en kammerat på besøg til aftensmad, snolder og Disney sjov – Frøhopperen fik lov at deltage på lige vilkår. Hvilket i øvrigt var til stor fornøjelse for alle tre. Da Disney sjov sluttede, kammeraten blev fulgt over vejen og hjem og mine drengebørn havde indfundet sig i sit nattøj og de små hvide bisser var børstet, hoppede de sammen under tæppet på sofaen og argumenterede for, hvorfor de måtte se X-factor. Den ældste argumenterede lidt mere end den yngste. ;) Tja, hvad bør en mor stille op mod fire kæmpe store, smukke, brune øjne, der kigger intenst op på mig, med de længste blinkene øjenvipper i historien? Måske sende dem i seng, ja, men det gjorde jeg ikke. Jeg sagde ja til et par sange i flimmerkassen, velvidende den tikkende klokke og alle de bebrejdende mødres øjne lige i nakken.

Hvorfor gjorde jeg det? Det gjorde jeg, fordi jeg havde lyst. Slut. Den er ikke længere. Jeg havde lyst til, at tilbringe mere tid sammen med mine alt for søde børn, som jeg har været adskilt fra i otte timer i dag. Otte timer, hvor jeg savnede dem og de savnede mig. Derfor gav jeg os halvanden time, med hygge, sjov og uendeligt mange grin. Og især Rapanden synes det var sejt, at han måtte være oppe indtil han faldt i søvn på sofaen. Så måtte jeg vælge først og fremmest at håbe på, at mine børn sov lidt længere og indhenter det forsømte her til morgen og ellers skal jeg være den meste rummelige mor i verden i dag – det er mit valg og min konsekvens – og (forhåbentlig) gode. ;)

Han lider ikke rigtig nogen nød – vel?

Hvilken tilgang til forældrerollen vælger du? Den pædagogiskkorrekte, ukorrekte eller en blanding?

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar