Noget med børn

Må jeg virkelig beholde det her barn?

10. februar 2018

Jeg har oplevet følelsen allerstørst to gange, efter al fagpersonale enten sagde farvel og tak på hospitalet og anden gang da fagpersonalet kørte hjem efter morgenmaden og overgivet i vore hænder. Når ansvaret er mit, og Tyrken forstås, men ingen andre, ingen fagpersoner, ingen ægte voksne, bare mig. Her har jeg begge gange stået med tanken og følelsen, om de godt ved, at de nu har overladt babyen til mig, om de ikke glemte at tage den med og om det nu er helt forsvarligt, at jeg skal og kan stå med ansvaret for sådan en lille skrøbelig størrelse. Her knap fem år efter den første gang jeg stod med sådan en lille en svøbt ind i mine arme, kan følelsen stadig ramme mig dybt i hjertekulen.

Siden da har følelsen været rammende når Frøhopperen, har været allermest syg. Ikke fordi jeg ikke tror jeg kender ham godt nok, det gør jeg, eller om jeg vil gøre nok, det vil jeg – men kan jeg? Har jeg nok ressourcer, når han er allermest syg. Det kan jeg momentarisk være i tvivl om. Følelsen af frygt kan bliver skudt afsted som en pil, der borer hårdt gennem hjertet og laver et hul, der først begynder at hele når alt er normaliseret igen. Udsigten til tilstanden normal, kan dog syne så uendelig langt væk, imens det hele ruller afsted og al jeg kan gøre for at hjælpe den lille mand, er som revet ud ad mine hænder.

For ikke at tale om al den medicin, der dagligt bliver pumpet ind i den lille krop. Det gør mig ondt at vide, at det bliver puttet i ham og i denne speltverden, hvor vi nærmest hverken må få vores børn i nærheden af gluten, sukker eller hvidt pasta gør det ikke den dårlige samvittighed bedre, omend alternativet til medicinen, er langt værre. Så naturligvis skal han have sin medicin, uden jeg nogensinde har været i tvivl om det. Men når jeg tænker på alt hvad den lille bitte buttede krop har gennemgået på sine knap enogtyve måneder, bliver jeg led og ked af det. Det fortjener ingen. Men så sandt som min Tyrk beroligede mig med i morges, er og bliver han så stærk. Ikke at det retfærdiggør hvad han har været igennem, men der er dog en gevinst, trods alt.

Når alt kommer til alt, er det jo bare mine to små babyer, jeg har båret så tæt, at vore hjerteslag har været synkront, som jeg bare gerne vil passe på.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar