Hverdagens trivialiteter

#onsdagsskrald – hverdagen

3. januar 2018

For to dage siden gik det op for mig, at jeg ikke fik lavet et #onsdagsskrald indlæg i onsdags. Det må jeg beklage, jeg kan mærke glemsomheden begynder at ånde mig i nakken, ellers kan jeg straks bortforklare og sige, at jeg holdt planlagt juleferie – begge dele er en anelse irriterende og ligeså er begge dele helt korrekte.

I dag er min lille families første dage tilbage i institutioner og på arbejde. Sådan en dag synes jeg ofte er en lidt underlig dag – både en higen efter at komme i gang igen, men samtidig har jeg tydeligt mærket hvordan min krop og hjerne var gået nogle gear ned, hvilket jo både er dejligt og hensigten med ferie, det gør det bare en anelse tungt at komme op og afsted, når vækkeuret bimler i lidt for høje toner klokken 5. Og hvis ret skal være ret og vi jo ikke kan holde ferie året rundt, eller som Rapanden så kløgtigt foreslog i ferien, kan jeg ikke bare gå i børnehave om sommeren, så må jeg tilstå, at jeg altid ser frem til ferie og glæden ved nærværet, men hverdagen altså også er dejlig og værd at se frem til. Jeg er ikke bange for at arbejde, jeg vil dog ønske mig lidt mere fleksibilitet i min hverdag.

Såfremt mine børn har tænkt sig at overgive sig til drømmeland i et nogenlunde acceptabelt tidsperspektiv ud fra deres alder, vil jeg i aften for første gang i 15 dage have cirka to timer i mit helt eget selskab. Det er svært at finde passende ord for hvor meget jeg ser frem til det. Jeg værdsætter tiden med min mand og mine børn enormt! Og fordi jeg bor sammen med dem og har dem hos mig hver evig eneste dag og prioriterer dem – er det lige præcis derfor jeg nu trænger til og er lige ved at gå til af længsel efter tid med ingen. Jeg håber, at jeg kan holde mine lidt for store grønne øjne åbne mere end halvdelen af tiden og overvejer et glas rødvin som selskab – trods alt.

Jeg føler mig lidt som en utaknemmelig skid, ved at føle sådan. Hvordan har du det, med dit eget selskab? Og ved at prioriterer det tydeligt? Uanset børn, mand, kone, venner, familie eller andet.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar