Hverdagens trivialiteter Personlige indlæg

En historiefortælling

6. januar 2018

Hej med dig. Hvis du er ny her på domænet, så siger jeg velkommen til og hvis du er en gammel kending, så siger jeg dejligt at se dig igen. Det er altid lidt særligt at sige velkommen, da jeg er så beæret over, at nogen vil følge med i mit lille leverpostejsliv.

Den seneste tid er der kommet en del nye til, derfor vil jeg lave en kortere fortælling om mig og mine, som forhåbentlig vil give dig en bedre forståelse af hvem jeg er og hvad der ligger bag nogle af mine indlæg. Og til I andre, kan du jo bare springe over eller genlæse et indlæg eller to, hvis det kunne interessere dig. ;)

Jeg hedder Johanne og det er mig, der er bag skærmen på domænet her. Bloggen har levet i blot halvandet år og tingene er gået stødt fremad. Den fik sin oprindelse da jeg var på barsel med min seneste baby, der ikke just har brugt sit liv på at sove, så jeg havde brug for at fordybe mig i andet end morlivet også.

Du kan læse mere om min bevæggrund for bloggen, du kan også læse mit allerførste indlæg, som også var årsagen til domænets navn. Det voksne liv, alle beslutninger, huskøb, børn, arbejde, puslespillet og festivaller er blot nogle af de emner der bliver berørt her i mit lille univers, med mine tanker, overvejelser og følelser.

Når jeg skriver om mine yndlingsmennesker, omtaler jeg dem ikke ofte ved navn, men som Tyrken, Rapanden og Frøhopperen. Tyrken taler nærmest for sig selv, hvorfor jeg omtaler ham sådan. Årsagen til mine drenges tilnavne er der en lidt anden forklaring, som jeg også har skrevet om tidligere.

Frøhopperen, der er 1 år har været en del syg det seneste år, det har fyldt meget i mit liv og derfor også på bloggen. Et af de første indlæg var, da vi lå på en orange stue sidste år. Og senest da han lå på en grøn stue. Den lille mand, der blev født på køkkengulvet har gjort så uendelig meget for vores lille familie. Han har sørget for så minimal søvn, at sindssygen har luret bag væggene, ladet mig mærke kærligheden helt ind til knoglerne og givet mig så megen lykkefølelse i kroppen i samspillet med sin storebror, at det på én og samme tid har gjort mig lykkelig og givet mig ondt i kroppen at elske to mennesker så højt. Rapanden som er så stor nu og i høj grad har udviklet sig til et mageløst menneske, der så kløgtig en lille tænker, at jeg falder på røven over ham. Hvordan han blev bragt til denne verden har jeg også berettet om. Og hvordan den lille søde dreng ændrede mit liv for efterhånden flere år siden end jeg kan begribe.

Herhjemme er vi et kulturelt kaos, uden at være ret kulturelle. Min mand, min Tyrk, har tyrkiske rødder så det har mine børn naturligvis også. Derfor er jeg helt naturligt optaget af denne kultur og den debat der raser i medierne og hvilken retorik det bruges. Det interesserer mig og jeg er optaget af den og hvilken retorik vi ønsker at bruge hjemme hos os, da den kræves og fortjenes at favnes. Det har jeg skrevet flere indlæg om. Både da jeg stillede spørgsmålet om mine børn nu ikke er danske? Eller om en tyrkisk stjernestund ved middagsbordet hjemme hos os. Eller ud fra hvilken forudsætning samtalerne skal forløbe ved middagsbordet i det danske land. Det bliver formentig ingenlunde sidste gang jeg har berørt det emne. Dét er så vigtigt.

Du kan også læse siden om mig øverst i menuen.

Ha’ lige en fabelagtig lørdag.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar