Hverdagens trivialiteter

Det viser sig #17

8. januar 2018
  • at det er halvanden måned siden jeg sidst lavede sådan et indlæg.
  • at min store lillebror flyttede på højskole i går. Det betyder formentlig ikke noget for mig i hverdagen, da vi alligevel bor så langt fra hinanden, men jeg kunne mærke stikket i hjertet som et savn. Samtidig med stoltheden over at han gør det.
  • jeg endnu kan huske den dag, ham min lillebror, blev født. Der er ti år imellem os, så jeg kan huske nærmest hvert et skridt i det lille liv, der ændrede mit. Med så uendelig meget godt.
  • at vi for nogle måneder tilbage endelig nemt kunne putte Frøhopperen, nu er vi tilbage ved timelange seancer. Tak, fyrværkeri. Tak, røvhul.
  • at røvhul virkelig er et forfærdelig grimt ord, men det batter godt når man er irriteret.
  • at Tyrken og jeg brugte juleferien på at se to sæsoner af Broen, for at være klar til sæson 4 på DR1 i mandags. To sæsoner er meget og har resulteret i at jeg tænker sådan som jeg hører svensk, som i øvrigt intet har at gøre med sproget svensk. Har du set Broen?
  • at jeg skal til årets første festival om en måned – jeg fucking(!!!) glæder mig, som et lille barn gør til juleaften.
  • at jeg overvejer, om jeg skal male fliserne i køkkenet eller om jeg bare skal droppe det og være tilfreds med de brune 70’er fliser der er nu. What to do?
  • at vi har så meget legetøj i stuen, at jeg overvejer, om vi mon kan tage entre som Leos Legeland. Jeg nævner i flæng – rutschebane, cykler, andre køretøjer, gynge, rullebræt, tummelumsk, vippe og meget andet.
    Vi bør bygge ud.
  • at Frøhopperen brugte sin juleferie på at lære og sige mor. De tre bogstaver sammensat fra et, af de to allersødeste barnemunde jeg kender, kan kun give mig kriller i maven af rendyrket lykke.
  • at Rapanden har en kløgtig teori om tissekoner. Det hedder (tisse)kone, fordi det er en kone til en mand. Jeg ved ikke lige, om jeg skal være bekymret her? Ligestilling, ligeværd, åbenhed om andre familieformer… hvor blev det af? ;)
  • at jeg har ret meget krise over, at jeg om alt for få dage skal forlade tyverne til fordel for trediverne. Fortæl mig lige, at trediverne også kan noget? Jeg føler, at jeg skal sige farvel til en ualmindelig god kæreste, der aldrig har gjort noget skidt.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar