Noget med børn

Én af mine kærlighedsklumper

3. oktober 2017

Her er den yngste af mine to kærlighedsklumper. Han hedder Anton og bliver her på domænet primært omtalt som Frøhopperen. Det gør han, fordi han siden sin fødsel oftest ligger i frøstilling på min mave, det er vældig naturligt at spædbørn gør det, ham her, gør det dog endnu og det er dette lille kærlighedsbarns yndlings sovestilling.

I morges faldt han ned fra spisebordet, det var naturligvis en frygtelig ubehagelig situation og efter, at oplevelsen har siddet solidt placeret i min mave hele dagen, har det fået mig til at reflektere særligt meget over denne kærlighedsskabning. For en god ordensskyld skal jeg lige oplyse, at der ikke skete spor andet end en ordenligt omgang forskrækkelse hos os alle. Ham her, min Frø, min Anton, mit yngste drengebarn har sat mig mere på prøve, end noget andet menneske har klaret tidligere. Han er så sød, at han charmer alle på sin vej, han har så uendelig meget viljestyrke, at jeg har aldrig har set eller oplevet noget lignende tidligere og så har han i øvrigt det vildeste grin, der er så sødt, så sjovt og er helt anderledes end så mange andres. Han er unik, ligesom alle andre naturligvis, men ham her, han er min og ham har jeg reflekteret særligt meget over i dag.

Den 26. maj 2016, blev han født på mit køkkengulv, men allerede knap tolv timer efter han så dagens lys for allerførste gang, oplevede vi noget, som skulle vise sig ville vare ved og som har sat så dybe spor, at det nogle dage kan knække mit sind og jeg må lade mine tåre trille ned langs mine kinder. Siden Frøhopperens tolvte time, har han haft nogle små besvimelser, som de første 12 – 13 måneder skete flere gange ugentligt, men som sidenhen heldigvis er blevet mindre. Årsagen er at han har den såkaldte dykkerrefleks, han ofte har reageret på også når han ikke har været under vandet, den er helt naturlig og det er den refleks der gør, at en baby kan dykke.

Dykkerrefleksen er en snedig anordning, som udløses i halsen/svælget i området over stemmebåndet. Langt de fleste børn dykker med åben mund og åbne øjne, og der er ingen grund til bekymring. Når væske kommer ned i svælget, går der et signal op til hjernen, der fortæller, at nu skal luftvejene beskyttes, og så lukkes der af. Det kan sammenlignes med delfinens lufthul. For min lille Frø betød det dog, at han besvimede og flere gange er blevet hjulpet igang med at trække vejret igen. Denne refleks blev oftest udløst når jeg ammede ham, hvilket jeg naturligvis allermest gjorde, da han var under et år. Vi har en del gange været ved egen læge, ved lægevagten og på Skejby Sygehus med samme svar: ufarligt, dykkerrefleksen og sov lige sammen med ham i nat. Det var ikke altid nemt at stole på, men det gik jo, omend det har sat en frygt helt inde i mit hjerte. Den forsøger jeg at bearbejde og med rimelig succes.

Han er en drenge, der siden han blev født, har givet sine forældre uendeligt meget glæde og kærlighed, mange bekymringer og udfordringer, ingen søvn og har udvist en madglæde så enorm. Han har givet os som familie en anden og måske dybere mening og ikke mindst en sammentømring af os. Han er så nysgerrig og udforskende i livet, at han springer ud i alt muligt mere eller mindre kløgtigt. Så som, at jeg fandt ham oppe på køkkenbordet da han var under et år, han har i en del måneder kunne kravle op ad både trapper og stiger og lige for tiden forsøger han sig med at kravle op på ethvert bord og så er det ekstra spændende, hvis jeg opdager det og vil fange ham. Det gik så knap så heldigt i morges, hvor han faldt ud over bordkanten. I den helt igennem skønne vuggestue han går i, bevæger han ofte sit buttede korpus ned til børnehavens legeplads, klatre gerne fem meter op ad en rutschebane, for at rutsche ned på maven og har både flækket en tand, fået næseblod og en bristet overlæbestreng. Han lever livet, nogle gange lidt farligt. Til gengæld får han så mange oplevelser, han får nogle vilde kvalifikationer og handler på nogle af de frustrationer, som i den grad også kan fylde i det lille runde hoved, med de smukkeste store brune øjne.

Jeg kan blive udfordret, når jeg skal forstå ham, men jeg bliver også draget af al den viljestyrke sådan en minimenneske kan rumme. Det har allerede efter blot 16 måneder været lærerigt for mig at lære denne type at kende, han udfordre mig, ja, men han inspirerer mig heldigvis endnu mere. Jeg er ovenud lykkelig for, at jeg blev mor til lige ham (sammen med sin storebror) og at han dumpede ned i netop vores familie.

Anton, for fanden. Jeg elsker dig.

Du kan læse om min anden kærlighedsklump HER.

Kærlighed til dig
-Johanne

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar