Noget med børn

Én mere af mine kærlighedsklumper

4. oktober 2017

Her er endnu én af mine kærlighedsklumper. Min ældste. Min Elias. Min Rapand, som han bliver kaldt her på domænet og som han er blevet kaldt af de fleste mennesker, siden han var sølle 12 uger – 12 uger inde i min mave vel at mærke. Det allerførste billede vi fik af ham, var et scanningsbillede i cirka uge 12, der lignede han en rapand – deraf sit kælenavn. Hele vores verden gik i stå, da han først meldte sin ankomst. Allerførst synes jeg ærlig talt ikke, at han var et særligt pænt barn, det rettede sig dog markant i løbet af blot tredive minutter. Pyha, og siden er han i min helt og aldeles subjektive optik, ét af de to kønneste mennesker jeg nogensinde har set.

Den 29. april 2013 kom han flyvende fem dage og tre timer for sent. Fem dage, fordi det var fem dage efter min terminsdato og tre timer for sent, fordi den ellers søde jordemoder havde bildt mig ind, at han kom inden midnat. Det gjorde han ikke. Han kom først klokken 3:05. Fødslen var nem og foruden noget gulsot, var begyndelsen også nem. Han var en baby, der både sov og spiste, han græd aldrig og var tilfreds. Under min graviditet sagde Tyrken og jeg til hinanden, at hvis vi ikke ville have et irriterende barn, måtte vi lade være med at være nogle irriterende forældre. Så sådan måtte det jo være.

Der gik nogle uger, vi begyndte at lære hinanden at kende, jeg mistede min Bedstemor, var ked af det, vi fik en hverdag igen og en dag, da Rapanden var seks uger, kiggede jeg anderledes på ham. Jeg blev bange. Jeg blev så uendeligt bange og vidste, at jeg måtte gøre noget. Han lignede en fugleunge. Han var tynd. Alt for tynd. Og måske havde jeg heller ikke så megen mælk tilbage i mine babser. Jeg fik en sundhedsplejerske til, at kigge på ham. Hun bekræftede mine bange anelser. Han fik ingenlunde den mad han skulle have. Han var sulten. Han var for tynd. Han skulle have mad. Nu.

Herfra begyndte en sej kamp, en kamp der kørte mig så langt i bund, at jeg intet kunne, andet end pådutte mig selv en masse bebrejdelser, jeg befandt mig i adskillige vredesudbrud på alle andre end min baby (trods alt), jeg var en elendig kæreste, datter, veninde og var en ucharmerende udgave af mig selv. Jeg græd så meget, at jeg til sidst ikke ejede én eneste tåre tilbage. Og så stank jeg af karry, fordi jeg proppede mig med alverdens mere eller mindre ulækre ting, for at få gang i mine babser igen. Tanken, der forfulgte mig og som forfulgte mig indtil den dag jeg lykkedes med et andet ammeforløb var, hvis jeg ikke engang kan give mit barn mad, hvad kan jeg så?. Jeg kæmpede med alt hvad jeg havde lært og mere til, det var ikke kønt. Trods alt, lykkedes det, min baby fik endda så meget sul på kroppen, at selv Michelin Manden vil være misundelig, jeg fuldammede ham igen og efter et par år, fik jeg troen på, at jeg godt kunne finde ud af at give min baby mad.

Mit lille minimenneske har og har haft så uendeligt mange systemer, de sjove, de virkelig sjove, de underlige, dem der tangerer til en OCD diagnose og dem, som mange andre børn også har. For eksempel, satte han bøger, biler, klodser eller andet på række efter et kordineret system, enten ud fra farver, størrelser, kræfter, indhold eller noget helt uvist. Hvis jeg lavede uorden, rettede han på mig førend legen kunne fortsætte. Eller den periode, hvor han lagde sine sutter under sin hovedpude, inden han skulle drikke vand. I perioder har det fyldt så meget, at jeg har været nervøs for Rapandens fremtid, men i dag er han heldigvis så rationel, at han fungerer fint med dem og nogle af systemerne hjælper ham endda.

På sin to års fødselsdag, sad han med skoldkopper på hele sin buttede krop og med benet i gips fordi det brækkede 16 dage tidligere. Vi var på hospitalet ikke mindre end tre gange den dag og endte dagen, klokken alt for sent for en toårig, med at kører på McDonalds, fordi drengen kun ønskede sig pomfritter-med-ketchup-og-remulade, som iøvrigt stadig blot er ét ord for den bestemte herre. Nu når denne lille kærlighedsklump alligevel skulle sidde helt stille i vores grå sofa i så mange dage, tænkte han klogt, som han alle dage har gjort. Han tænkte, at han hellere måtte bruge sin tid fornuftigt, for eksempel at øge sit ordforråd. Som sagt så gjort og efter ganske kort tid havde han fået flere hundrede ord i sit repertoire. Lige her skete der et vendepunkt for min lille nørdede og kloge skabning. Hele historie, fortæller, bogstavs og ordverdenen åbnede sig for ham. Han er vild med det og noget af det bedste han ved er, at lægge alle sine bøger ud på gulvet og gå fra bog til bog og læse dem, opdigte egne historier ud fra billederne, blande bøgernes historier sammen og sammenligne fantasi og virkelighed. Han genkender bogstaverne og kan lydere sig gennem kortere ord. Han er så videnbegærlig, at han higer efter visdom og er i øjeblikket drønsur, fordi jeg ikke ved alt om æbler. Han er fire! Han er sej. Han er klog. Og han er det vildeste minimenneske, jeg kender.

Elias, du har så stor en personlighed. Du er morsom, du er kærlig og du er omsorgsfuld. Jeg er fyldt med taknemmelighed, fordi jeg har fået lov til, at være din mor. Jeg elsker dig. Ubetinget. For evigt og for altid.

Du kan læse om min anden kærlighedsklump HER.

Kærlighed til dig
-Johanne

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar