Om livet

Hjem – et sted vi lever – Del l

18. september 2017

Kapitlet – del l


JOHANNE

For Johanne er hjem et sted, der er trygt og rart at være, og hvor alle har det godt. Hendes rejse mod det stabile hjem har været tumultarisk, men nu er rammerne skabt så både kæresten, katten og den kommende baby får plads og opmærksomhed.

Efterårssolen hænger lavt over Kalmargade. Johanne byder inden for i hendes og hendes kæreste Deniz’ lejlighed øverst i en af boligblokkene. Her er skråvægge, men med det også frit udsyn til himlen og skyerne, der hyller himlen ind i hvidt vat, før tusmørket blegner den blå grundfarve. Lejligheden er lys og skaber en fornemmelse af ro, selvom katten Frida, der endnu er killing, tumler rundt på gulvet. Johanne er 24 år og uddannet pædagog. Hendes mørke hår dækker hendes skuldre, mens hun taler roligt og tydeligt om en lykkelig barndom på landet i Vestjylland, hvor hun boede på en gård sammen med sine forældre, sin lillebror og gårdens geder, heste og høns.

Den Vestjyske opvækst har sat sine spor i sindet på Johanne, og indimellem synes hun, der er langt til det rette element i byen. “Det er noget af en kontrast at bo i Aarhus,” siger Johanne. “Jen panikker nærmest nogle  gange og bliver desperat for at komme ud.” Johannes kæreste Deniz er fra byen og har ikke lyst til at flytte på landet. Johanne kan også godt klare sig uden, men et af hendes højeste ønsker er at have en have, hun kan gå ud i. “Det giver frihed. Måske er den en kliché, men jeg føler, at når jeg kommer ud, bliver mit sind helt åbent. Jeg føler, det giver mig rigtig meget det der med at kunne komme ud og få blæst hovedet og tankerne igennem med alle sanser.” Katten Frida sniger sig ind i opmærksomhedsfeltet og bliver kærligt taget op af Johanne. Forholdet til dyr er endnu et spor, en værdi, som blev grundlagt i barndomsårene, hvor hun og hendes mor brugte meget tid på et ride på gårdens heste. Det var noget helt særligt, de havde sammen. Så når der nu ikke kan være en hest i en toværelses lejlighed, måtte kompromiset blive en kat. “Det betyder meget at komme hjem til én, hvor der bare er en ubetinget kærlighed. Hun er altid der, hvor jeg er.”

Når Johanne får for meget af bylivet, stikker hun af til de vindblæste marker ved Tarm. “Jeg elsker at være hjemme hos mine forældre. Det er et rigtig dejligt varmt hjem fyldt med kærlighed.”


Nu er det jo ved at være en del år siden jeg blev interviewet og kapitlet efterfølgende blev udformet, alligevel stemmer det ret godt overens med mine valg siden dengang og hvordan jeg har det i dag. Jeg kunne ikke fungere i byen og min kæreste, som nu er min mand, kunne og kan ikke leve på landet, så vores løsning blev en 70er villa i en mindre by i nærheden af Aarhus. Det er ikke et kompromis, så kun én blev glad. Nej. Det er en løsning og et valg, som vi begge kan se idéen i, samtidig med det er forenet med de ønsker vi har, for vores børns liv. Både Tyrken og jeg har nogle savn til vores respektive barndomme, men dét her vi har skabt, er vores fælles drøm, som vi ikke ønsker anderledes. Jeg har fået min have, som jeg elsker og har en enorm frihed i. Jeg har mit helt eget private fitnesscenter lige udenfor bryggersdøren, i form af en spade og frygtelig meget der skal ordnes. Jeg er vild med det og ser det som min frihed. Selvom jeg ikke erindre, at jeg har benævnt mine forældres sted som en gård, bor de stadig i det hjem, jeg er vokset op i. Et sted ude på landet, med noget jord til. Jeg kan stadig få en følelse af, at have brug for at komme hjem til mine forældre, dog har jeg fået mere styr på de følelser og er blevet så glad for mig eget hjem, at den ukontrollerbar trang er blevet til at kontrollere. Det har jeg tidligere skrevet et indlæg om, som du kan læse lige HER.

Kærlighed til dig
-Johanne

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar