Det gamle hus Om livet

Bekendelsernes lange vej

11. maj 2017

Jeg går op i og synes, at det er vigtigt for mig og mine omgivelser, at jeg ikke er i stilstand. Her mener jeg ikke rent fysisk, men mere mentalt. Jeg synes at det er vigtigt, at jeg udvikler mig – bliver klogere på andre og ikke mindst mig selv. Og jeg skulle hilse og sige, at der er stor mulighed for forbedringer. Mange forbedringer! Så sent som i dag, gik der et lille lys op for mig, som jeg værdsætter pludselig gik op for mig, imens jeg baksede rundt med plæneklipperen.

Min tanker forvildede sig et års tid tilbage, hvor vi kun havde boet i det gamle hus i cirka en måned. Èn ting er, at huset ikke just var blevet plejet de sidste år inden vi overtog det, men ligeligt var haven heller ikke plejet. Så mildt sagt, trængte alt på matriklen til en kærlig hånd, som en sand ejendomsmægler ville skrive i salgsannoncen.

Vi bor jo, som beskrevet tidligere, på verdens bedste vænge, med verdens bedste naboer – i al beskedenhed, naturligvis. En eftermiddag sad vi på terrassen, sammen med mine forældre og talte om haven, som så helt forfærdelig ud – tilgroet, uplejet og ganske vild. Med et hører vi fra indkørslen Hej hej. Minsandten om det ikke var nogle naboer, som havde ikke mindre end to plæneklippere, de ville forære os. Bare fordi. Det siger man ikke nej til, med dette vildnis i mente.

Uden jeg havde givet plænen mange tanker, så havde jeg nok tænkt, at det var min Tyrk, der ordnede sådan noget halløj. Det gjorde han også. Altså første gang. Og hold nu kæft, en nyslået græsplæne er pæn. Virkelig pæn. Men det varede jo ikke ved. Sådan en plæne vokser sig åbenbart hurtigt grim, sjusket og upraktisk igen. Nogen i huset lod sig ikke irriterer af plænen. Måske synes nogen, at en tremmeseng, der skulle samles, maling af lofterne og andre gøremål, var mere vigtige end plænen. Så 100 procent i trods, jep, sådan er jeg, gik jeg med mine plus 22 kilo, en baby i maven og ild ud ad ørene, ud og startede dyret af en plæneklipper. Og noget i retningen af to timer senere, hudafskrabninger på hele min krop og en ordenlig omgang plukkeveer, fik jeg ordnet det. Jeg var sgu så stolt, ikke sur eller trodsig mere og pisseglad for nu at kunne kigge på den pæne plæne. Lidt ligesom en anden gang, hvor jeg også blev trodsig, det har jeg skrevet om HER.

De næste mange uger gentog samme senarie sig – dog uden baby i maven, da han kom til verden. Men jeg var trodsig, sur og voldsom irriteret. På et eller andet tidspunkt i løbet af det sidste år, blev det måske endda også et princip for mig. Det var sgu ikke særlig genialt gjort af mig. Hen over vinteren tænker jeg over min arrigskab og tænker på, hvordan jeg lige skal håndterer det. Da jeg udmærket er klar over, at min trodsighed ikke nytter eller gavner mig, eller andre for den sags skyld.

Derfor vælger jeg, at jeg værdsætter en nyslået græsplæne og så længe jeg gør det, så må jeg lette rumpetten. I eftermiddags aftaler jeg med Tyrken, at jeg skal have slået græsset i dag. Så han putter børn, jeg slår græs. Da jeg er på vej ud, spørger han helt forsigtigt, skal jeg slå græsset i dag.

Bum.

Lige dér mærker jeg det. Jeg mærker, at jeg er ægte glad for at slå græs. Og jeg skal da ikke kunne afslå, at jeg ikke ville blive en lille smule ærgerlig, trodsig eller arrig, hvis jeg en dag kommer hjem til en nyslået græsplæne, som jeg ikke selv har sørget for.

Mon det bør være næste punkt jeg skal arbejde med. ;)

img_1179

Men hold kæft det er pænt med en nyslået græsplæne, det syn nyder jeg hver eneste gang jeg kigger på den og de lige linjer, som den selvfølgelig er slået i.

Please fortæl mig, at jeg ikke er den eneste der har sådan en trodsig side?

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar