Parforhold

En del af vores historie #2

17. april 2017

Det sidste halve års tid inden Tyrken og jeg aftalte, at nu skulle vi være kærester, brugte vi en masse tid sammen, hvor vi skulle lære hinanden sådan rigtig at kende, kende til hinandens grænser og værdier. Kort sagt, vi skulle finde ud af, om vi kunne være kærester, bo sammen og leve med hinanden resten af vores liv. Det gik op og ned, kan jeg roligt sige, dog mest op – eftersom vi stadig er sammen. ;)

En aften inviterer Tyrken mig ud og spise på en restaurant i Jægergårdsgade i Aarhus, Forlæns og Baglæns. Jeg kendte ikke restauranten inden og det betød heller ikke så meget, da jeg ikke er kræsen. Jeg var bare fyldt med spænding og en enorm glæde over, at skulle tilbringe en aften sammen med ham den helt vildt pæne Tyrk.
Jeg satte håret, hoppede i en pæn kjole og drønede ellers afsted på det grønne lyn, hjem til Tyrken, som allerede var klar med sin sixpence på toppen og det dejligste glimt i sine grønne øjne. Jeg parkede cyklen, lod som om jeg slet ikke var forpustet og tog fat i den faste hånd og så slentrede vi afsted gennem Aarhus gader, hen mod restauranten. Snakken flød, vi grinede og kiggede hinanden i øjnene, fulde af forventningens glæde over en aften sammen.

Da vi bliver vist hen til et bord til to, fortæller Tyrken, at det er en tapas restaurant, som en kammerat havde anbefalet. Mit vestjyske sind, tænker ikke nærmere over tapas, måske fordi jeg dengang ikke rigtig vidste hvad det egentlig var. Vi kigger menukortet igennem, taler om hvad både han og jeg kan lide og har lyst til. Jeg bemærker, at menukortet ser anderledes ud, men jeg har mere travlt med, at kigge på den pæne mand, der sidder overfor mig og tænker ikke synderligt meget over den forestående menu, som Tyrken bestiller til os.

Imens vi venter på vores mad falder samtalen på festivaler. Tyrken har aldrig været til en festival, så hvad det præcis indeholdte når jeg sagde festival, vidste han egentlig ikke. Den forestilling han havde, var en slags Roskilde festival, 7 dages intensiv druk, ingen bad og kun GODIK toiletter. Ikke rigtig noget for den pæne og renlige Tyrk, som dengang ynede at gå i bad flere gange om dagen. Da vi regnede sammen og Tyrken også regnede Grøn koncert og andre lignede arrangementer for en 7 dages festival, ramte jeg altså 12 festivaller om året. Lige der synes han vist mest af alt, at jeg var noget af en alkoholiseret Vestjyde, med 12 ugers intensiv druk om året og så var der jo også årets andre weekender. Og da jeg så fortalte ham, at jeg ikke kunne se noget galt i, at vores hypotetiske børn også skulle inkluderes i dette festivalliv, så han helt forkert ud i hovedet.

Lige der, midt i en relativ stor uenighed om mængden og betydningen af ‘mine festivaller’, blev maden serveret.

Tapas.

Der blev serveret én tallerken. Vi skulle dele maden. Altså dele den mad, der var på én tallerken. Jeg skulle nok have fortalt Tyrken, at jeg ikke er så vild med at dele mad. Så vild med, er en ret stor underdrivelse. Så nu så vi begge to ret forkerte ud i hovedet.

Som aftenen skred fremad blev vi dog enige om, at så massivt er ingen af mine festivaler, at de ligefrem kan sammenlignes med en Roskilde festival og vi blev også enige om, at vi aldrig behøver at spise på en tapas restaurant igen, eller andre restauranter hvor konceptet er mad der skal deles.

deniz-og-johanne-toender-2011

Gummistøvler, regntøj og fadøl.

Ovenstående billede er taget til Tønderfestival i 2011. Siden den dag er vi begge helt enige om, at festivaler nu ikke er mine, men vores. Og at vores børn naturligvis skal være en del festivalerne. Måske med knap så mange fadøl. Vi er stadig enige om, at delemad ikke er godt for mig.

Du kan læse vores historie HER, som i øvrigt også er det meste læste indlæg her på domænet.

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Hanne Elisabeth Grarup 26. maj 2017 at 8:17

    Din fortælleglæde og evne til at formidle dine /Jeres oplevelser er enestående gode 🌹 At læse noget af det du deler her, har været berigende for mig gamle kone. 🎶 TAK 🎶

    • Svar VirkeligVoksen 18. juni 2017 at 22:01

      Tusind tak. Sikke nogle varme ord. Dem vil jeg tage til mig og putte dem helt ind i hjertekulen.
      Tak. :)

    Skriv kommentar