Noget med børn

De forbudte følelser

6. april 2017

img_0928

Rent menneskeligt er jeg modstander af, at man som menneske overhovedet kan have forbudte følelser. Det findes simpelthen ikke. Der findes dog mere eller mindre konstruktive følelser.

Som jeg skrev her på bloggen i går, så skrev jeg, at jeg ser frem til den frihed, det giver mig, at Frøhopperen er begyndt i vuggestue. Sådan havde jeg det ikke med Rapanden og det handler ikke om, at jeg elsker et barn hverken mere eller mindre end det andet. Jeg elsker mine to børn lige højt. Slut! Det har tidsmæssigt og i forhold til min frihed været mere massivt, at have fået Frøhopperen, fordi han har haft langt mere brug for mig, end hvad jeg ellers har erfaring i. Han har fået alt det han har haft brug for og det har jeg gjort med glæde. Han fortjener selvfølgelig, at være glad og tryg og det har betydet, at han har haft brug for sin sikre base, mig – sikkert som mange andre babyer. Jeg kommer aldrig til at sige, at Frøhopperen er klar til, at forlade sin Mor 8 timer om dagen. Det er han ikke. Han kunne sagtens være hjemme sammen med mig i mange måneder endnu. Personligt er jeg ret klar. Klar til at lave noget andet. Klar til at bruge min krop mere fysisk. Klar til at agere andet en seng, base og madpakke. Jeg er klar til noget mere alsidigt. Jeg kan endvidere mærke, at det nogle gange er svært for mig, at være nærværende, være oplagt, med overskud og være den bedste Mor, jeg ved jeg kan være og være den bedste udgave af mig selv, når jeg ikke får opfyldt alle mine egne helt, helt egoistiske behov. Altså foruden, og behovdække min familie, som selvfølgelig også er en lyst og et behov jeg har, jeg har bare brug for også at mærke mig.

Når jeg så siger, at jeg ser frem til noget frihed, så gør det mig samtidig også bund ulykkelig og vildt frustreret, når vuggetuen i går fortæller mig, at Frøhopperen har været så ked af det. Og idet han ser mig, smækkede han sine ben omkring mit liv og han holdt krampagtigt fast med sine små buttede hænder i min jakke og lagde sit søde, runde hoved ned på min skulder. Han er generelt ret tydelig i sit sprog, ikke kun tegn til tale, men også kropssprog og han fortalte mig tydeligt, at det var for meget og at han havde savnet mig. I sådan en situation overvejer jeg da klart, at alle mine egobehov er ligegyldige, og at jeg må blive hos min lille baby Frø.

Der er heldigvis aldrig nogen der har forsøgt at bilde mig ind, at forældreskabet er nemt – det ville da også være tarveligt. Hvornår bliver du som forældre allermest udfordret? Passer det med, små børn, små problemer – store børn, store problemer? Giv gerne din mening til kende, så jeg, og andre, kan blive klogere.

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar