Hverdagens trivialiteter Noget med børn

Hverdagens puslespil

8. marts 2017

img_0579

Jeg sidder med min 80 centimeter lange baby i mine arme. Han er syg. Igen. Jeg har tidligere skrevet om Frøhopperens sygedage HER og mine bekymringer, når hverdagen først banker på. Frøhopperen har været meget syg gennem sit 9 måneder lange liv. Ikke alvorligt syg, men feber, falsk strubehoste, astmatisk bronkitis, RS virus og været irriteret af sin strube refleks. Som Mor sidder jeg naturligvis med en knude i maven, hver eneste gang han er syg, knudens størrelse er helt afhængig af Frøhopperens tilstand. Jeg sidder også med en følelse af, at jeg gerne vil hjælpe ham, tage sygdommen ud af den lille krop, så han ikke hele tiden skal være ramt af sygdom. Han var syg hele januar og februar og nu nåede han lige, at have 7 dage, hvor han var helt sygdomsfri.

7 d a g e !

I løbet af 2017 har han altså brugt allermest tid på, at kæmpe mod virusser, bakterier, snot og sin vejrtrækning. I løbet af den tid har vi skiftet måned tre gange, skiftet uge ti gange, skiftet årstid én gang og han har skiftet sygdom uendeligt mange gange. Jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe ham, vi har været ved egen læge flere gange og har endda også være på hospitalet med ham et par gange. Han får fast medicin to gange i løbet af dagen. Det er ikke rart at fylde den lille krop med medicinen, men alternativet er værre, derfor gør jeg det gerne. Når han er syg, vil han helt naturligt allerhelst ligge i mine arme – og det gør han så.

Men hvad med lige om lidt når hverdagen banker på, når barsel er historik. Når vuggestuen er en fast del af hverdagen og jeg igen er begyndt på arbejde, når vi kun kan efterspørge barnets første og anden sygedag. Det er foruroligende tæt på. Vi skal til første samtale i vuggestuen allerede på fredag og der er under en måned til, han har sin første officielle dag i vuggestuen.

Hvad så?

Jeg har ikke et kvalificeret bud på det og her vokser min knude i maven for alvor.
Jeg glæder mig til, at begynde på arbejde igen, jeg ser frem til at være mere fysisk aktiv, stå rigtig op om morgenen det skal jeg nok hurtigt fortryde igen, gå i bad, komme ud af døren, afleverer to glade børn i institutionerne og så ellers være på arbejde indtil jeg igen, kan hente mine børn.

Men.

Fordi der er et men. Et stort et endda. Jeg glæder mig overhovedet ikke til, at få hverdagen til at hænge sammen. Her mener jeg ikke med madlavning, gymnastik, fodbold og andre lignende gøremål, det har vi selv valgt og må vælge fra hvis det bliver for meget. Men det her sygdom, som ofte indtager Frøhopperens lille krop, den ved jeg vitterligt ikke hvad jeg skal stille op med. Selvom Tyrken og jeg har rimelig fleksible arbejdspladser, så gruer jeg for, hvordan det kommer til at hænge sammen. Det er Tyrkens og mit problem, det er jeg med på og det skal også nok gå, jeg kan bare ikke gennemskue hvordan. Drengene har ikke mindre end seks bedsteforældre, men alle seks har fuldtidsarbejde, så der er lidt hjælp at hente, men det har helt naturligt sine begrænsninger. Nogle gange tænker jeg også, at syge børn bare vil have sin Mor eller Baba og er det i øvrigt for meget at forlange?

Det er ikke fordi jeg nødvendigvis synes, at den allerede eksisterende sygefraværsmodel er ubrugelig, den har fungeret okay i forhold til den mængde Rapanden er syg, som er sjældent. Nu kan jeg bare se et helt andet behov med Frøhopperen og jeg ved jo udemærket godt, at andre børn er endnu mere syge og netop derfor tænker jeg, at vi ikke er ene med denne udfordring.

Hvad gør alle andre? Hvad gør du? Har du nogle gode råd?

 Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar