Noget med børn

Mine børn er ikke de vigtigste – for andre end os

13. marts 2017

De fleste forældre synes vist, at de selv har et både pænt og sødt barn. Det samme synes jeg, naturligvis også om mine børn. I dag oplevede jeg dog også, hvilken glæde andre, for mig ukendte mennesker, også kan have af mit mindste barn.

Som du måske så på Instagram i formiddags, så var vi en tur på hospitalet. Det er nemlig sådan at cirka hveranden måned skal Tyrken have en behandling på hospitalet, fordi han har haft et par blodpropper. Når han skal til behandling, er jeg nødt til at være med ham, fordi han ikke må køre der fra. Selvom det er under ærgerlige omstændigheder så plejer vi nu, at have nogle hyggelige timer sammen. Indtil Frøhopperen blev født, har Tyrken og jeg selv været af sted, men siden han er blevet født, har vi selvfølgelig bare haft ham med. Den allerførste gang Frøhopperen var med, var han kun ganske få dage og sov fra det hele. I dag sov han ikke.

Han charmede.

Han smilte og grinede, hver gang han fik øje på et nyt menneske. Han viste også stolt, at han har lært at klappe og ventede bare på en reaktion fra de mennesker, der gik forbi os. Fordi jeg er et rationelt og voksent menneske, forventer jeg bestemt ingen reaktion, selvom min barn kæmper alt hvad han har lært. Men med den allerstørste selvfølgelighed, bliver jeg varm om hjertet, når nogen sender ham et smil tilbage, smider en kommentar i vores retning om, at han da er en charmetrold eller endda har en lille samtale med min lille mand. Det gør mig glad, når nogen ser mit barn. Men der hvor jeg bliver rigtig varm om hjertet er, når et andet menneske bliver mindst lige så glad og endda rørt over, at se sådan en baby. Når et andet menneske får noget ud af, at dikkedikke med mit lille barn. Det kræver ikke meget af min dreng og det giver så meget til et andet menneske. Jeg bemærkede, at det især var lidt ældre mennesker, der gerne ville hilse på Frøhopperen og det var især også ældre mennesker, der ønskede den længere samtale med ham. Det var en dejlig stund for alle parter.

img_0653

Sådan sad Frøhopperen i cirka tre stive timer. Smilte og lykkedes med at charme de forbigående søde mennesker. Det er da svært ikke at blive glad af det.

Rapanden er også opdraget til, at hilse på folk, når vi går forbi nogen. Han gør det gerne og bemærker hvis modparten ikke hilser igen. Selvom jeg er fuldstændig bevidst om, at Tyrken og jeg er de eneste i hele verden der synes, at vores drenge er de sødeste og kønneste og vigtigste og bedste og alle mulige andre superlativer, så undre det mig alligevel, når andre ligefrem vælger, at ignorerer et hej, godmorgen, godaften eller noget helt andet. Det undre mig, uanset hvem der hilser på, men det undre mig nok lige en anelse mere, når det kommer fra et barn.

Er jeg ene, om dén undren?

 Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar