Om livet

Lykkelig

11. marts 2017

Efter jeg havde skrevet og udgivet mit indlæg i går, som du kan læse HER er jeg begyndt, at spekulerer på emnet lykke og om at være lykkelig. Eller det vil sige, jeg tænker, overvejer, vurdere, begriber, tiltrækkes, spekulerer og undres ofte over tilstanden; lykke.

Hvad er lykke? Hvordan føles lykke og det at være lykkelig? I hvilket omfang bør det enkelte menneske være lykkelig? Hvordan bliver mennesker og hvordan bliver jeg lykkelig. Jeg ved det ikke. Men måske er jeg ved at få en idé om, hvordan jeg bliver- og hvad, der gør mig lykkelig. 29 år gammel.

img_0611

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke just brugte min barndom, ungdom og helt tidlige voksne år på at være lykkelig. Jeg ved ikke, om jeg ligefrem var ulykkelig. I perioder måske, men ikke hele tiden. Jeg vidste ikke hvem jeg var, hvordan jeg var og hvordan jeg gerne ville være – andet end, at jeg bare gerne ville være alle andre, end den jeg var. Jeg tror, at det fleste gennemgår denne undersøgelse af og undren over egen eksistens, værdisæt og ikke mindst sine følelser, særligt i ungdomsårene hvor uendeligt mange ting, kan være så svære at finde en fornuftig mening med. Jeg tror til gengæld også, at det fleste mennesker kommer videre og finder et eller andet ståsted i livet.

I løbet af mine tidlige voksne år, prøvede jeg forskellige ting af, både på mig selv og for mig selv, for at finde frem til mit indre jeg, finde ud af hvad jeg gerne ville med det her liv, som jeg er blevet givet. Hvad skulle jeg bruges til og bruge dét til? Samtidig blev jeg på en eller anden måde også altid hevet tilbage til oplevelser i min barndom, holdt tilbage, holdt mig selv tilbage. Jeg byggede nok mest af alt en barrierer, for at beskytte mig selv – det var den “nemme” løsning, på kort sigt i hvert fald, fordi alternativet var for hårdt, for svært og synes umuligt. Indtil jeg en dag hørte sætningen:

Det er aldrig for sent, at få en lykkelig barndom.

Den gik rent ind.

Dér fra begyndte jeg, at omskrive min barndom, ændre de mulige detaljer, nytænke og revurderer de sværeste episoder i mit liv. Det har kostet blod, sved og tåre. Sindssygt mange tåre. Og jeg er slet ikke færdig, men jeg er så langt, at jeg mærker lykke og jeg mærker, at jeg momentvis er lykkelig, hvilket sker oftere og oftere.

Jeg ved ikke, om andre mennesker mærker lykke konstant. Det gør jeg ikke. Jeg mærker det nærmere i glimt. Til gengæld kan disse glimt forekomme flere gange om dagen i nogle perioder og i andre perioder kan der gå flere uger imellem. Begge dele er okay.

Jeg tror ikke på at det er muligt, at være lykkelig hele tiden og hvis det er målet så tror jeg, at man bliver slemt skuffet. For at vi kan føle lykke, er det nødvendigt også at føle ulykkelighed, tristhed og kedafdethed. Livet skal og må differentieres og tolkes, og vi mennesker er nødt til, at mærke hvornår noget har en betydning og hvem der betyde mere eller mindre for os i livet, tage stilling og stå ved det.

Jeg kan føle lykke, når jeg sidder i solen, drikker en kop kaffe og det hele bare kører, som jeg beskriver HER. Jeg føler lykke, når min drengebørn viser kærlighed overfor hinanden. Og min ultimative lykkefølelse, den der sitren, boblende lykke, den kom blandt andet da vi spiste aftensmad i går, med en flæskesteg på bordet, fordi det havde min Tyrk efterspurgt det gør han i øvrigt altid, så det er ikke noget nyt, mine drenge der begge spiste lystigt, vi fire, der talte sammen, vi legede top og bund og talte om hinandens dag, min Tyrk, der fortalte mig, at jeg er smuk imens han sendte mig sit pæne smil – lige dér, var alt perfekt og jeg var lykkelig. Måske var min familie også.

img_0613

At jeg nu er kommet her til, beviser for mig at det ikke er for sent, at omskrive sin barndom, ej heller ungdom eller voksne liv. Men det kræver en kæmpemæssig indsats, hvis man som jeg, indimellem har haft lidt at bøvle med. Jeg værdsætter, at jeg giver mig selv lov til at mærke efter og tage stilling til mit jeg, acceptere mig selv og endda holde af mig selv. Det har taget mange år og jeg har stadig meget at lære, men jeg rykker mig hele tiden og det er egentlig det vigtigste for mig. At være i udvikling.

En af de værste følelser for mig er stilstand. Jeg kobler det straks sammen med, at jeg ikke handler i mit eget liv, hvilket jeg ikke gjorde indtil jeg var omtrent 24/25 år, så det giver mig nogle forfærdelige minder. Jeg følte ikke, at jeg var herre i eget liv, jeg tog ikke selv teten og handlede ikke på mine følelser eller generelt i mit liv. Jeg fulgte med og følte mig ansvarsløs og ubrugelig. Når jeg fornemmer denne stilstand, som både kan vise sig under en halvdårlig film, en lørdag uden planer eller en kedsomhed på mit arbejde – altså både i stort og småt, så bliver jeg rastløs. Hvilket kan irriterer mig selv og ikke mindst mine omgivelser. Dog bliver jeg stødt bedre til at håndtere denne rastløshed – fremfor at fornægte den, skal jeg byde den velkommen, så jeg derfra kan handle på den.

Hvert fremskridt tæller og jeg forsøger at være bevidst om hver enkelt, så jeg samtidig kan skrive og måske omskrive min reelle historie.


Har du lyst til, at fortælle mig, hvordan du ser lykke? Er du lykkelig? Hvad gør dig lykkelig? Og hvad betyder lykke for dig?

Jeg ser frem til, at høre fra dig, Johanne

 Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar