Om livet Parforhold

Vores historie

12. februar 2017

Tilbage til den 5. december, 2016, blev vores historie udgivet hos Cecilie, på domænet tregodegrunde.dk, men jeg synes da ikke, at I skal snydes, selvom nogle af jer allerede har læst den der. Og i dag er en god anledning. I dag har Tyrken og jeg nemlig været kærester i 6 år. Vi plejer ikke at gå op i det og ofte glemmer vi det, men for én gang skyld har jeg faktisk husket det. Jeg har endda også lavet en gave til ham. En symbolsk gave. Den er både fjollet, kvalmende og helt vildt symbolsk for os og vores tid sammen. Hvad indholdet i gaven er, må I vente med at få at vide. Til gengæld kan I få vores kærligheds historie, som begyndte for knap 8 år siden.


I foråret 2009 er jeg lige kommet ud af et forhold. Et forhold der kun var til at smide i skraldespanden. Jeg skulle til at lære mig selv at kende. Måske for første gang i mit liv. Være single og leve det fede liv. Noget med selvrealisering, nyde min ungdom, blive voksen og være alene. Det var både skræmmende og fedt på samme tid. Slutningen på det forhold havde været undervejs i lang tid, én skulle blot gøre alvor af at sige ordene højt. Da jeg fik ordene sagt, blev jeg allermest lettet. Helt vildt lettet, en byrde var nu taget fra min skuldre.

Jeg ringede straks til min veninde og fortalte hende, at jeg nu endelig havde gjort det. Gjort alvor af mine ord. Hun kom hjem til mig, med en six pack og en flakse hvidvin under armen. Vi drak os fulde, gik i bad, gjorde os pænere, drak os mere fulde og tog så i byen. Vi skulle mødes med nogle af min venindes kollegaer. Nogle Gutter. Nogle var pæne, nogle var fulde og én var virkelig pæn. Vi festede hele natten. Ham der var virkelig pæn, var svær ikke at kigge på. Han kiggede tilbage. Vi skålede. Vi dansede. Og vi tog hjem sammen. Rettere sagt, tog vi hjem til ham. Jeg vågnede op hjemme hos ham. Han var sød og meget pæn. Jeg fik vist sagt noget i retningen af, at jeg hellere måtte skynde mig hjem. Jeg sagde farvel.

Da jeg gik hjemad, tænkte jeg på ham. Jeg kunne mærke, at han var noget ganske særligt. Men jeg kunne også mærke, at jeg ikke var klar til et forhold allerede nu. Det var trods alt under 24 timer siden, jeg kom ud af et andet forhold.

Der gik et par måneder, hvor vi ikke havde nogen kontakt, men han ofte var i mine tanker. Den 25. juni har han fødseldag og hvilken bedre anledning er der, end at tage kontakt lige den dag. Under SMS korrespondancen aftaler vi, helt casual, at vi snart skulle ses igen. Allerede dagen efter ringede han til mig og spurgte, om vi skulle ses. Jeg hoppede på mit grønne lyn og cyklede over til ham. Det var hyggeligt. Vi talte sammen, grinede sammen og så en film. Jeg kom vidst heller ikke hjem før dagen efter.

Gennem de næste par år skete det cirka en – to gang i løbet af ugen, at han ringede til mig og spurgte, om vi skulle ses. Og det skulle vi. Vi begyndte, at se en serie sammen, LOST. Det var måske allermest bare en undskyldning for at ses igen. I den serie er hvert afsnit 45 minutter og der er seks sæsoner. Så det var langvarigt og det tog os to år, at få den serie set færdig. I løbet af de to år, vidste jeg hele tiden, at han var noget særligt. Han var kæreste potentiale. Jeg var bare ikke klar. Jeg vidste med mig selv, at hvis jeg kastede mig ud i et forhold med ham for tidligt, så ville det blive afsluttet lige så hurtigt, som det var begyndt. Og det ønskede jeg bestemt ikke. Samtidig vidste jeg, at jeg også løb en risiko. Han kunne pludselig møde sin store kærlighed.

På et tidspunkt var vi nødt til at definere, hvad vores situation gik ud på. Og vi var overraskende enige. Vi holdt af hinandens selskab. Vi kunne lide hinanden. Og ikke mindst, så respekterede vi hinanden. Vi var bare ikke klar til et forhold, men når vi så hinanden var det rart og noget ganske særligt. Og når vi sagde farvel, havde vi ingen forpligtelser overfor hinanden. Det var sådan det var. Og det fungerede.

Lige indtil en dag, hvor vi mødtes på vej hjem fra byen. I vores brandert kom vi til at fortælle hinanden, at vi holdt af hinanden, mere end vi først havde defineret. Vi var blevet forelsket. I hinanden!

Men!

Han skulle snart ud og rejse i nogle måneder. Efter en lang snak om hvad vi skulle gøre, blev vi enige om at vente. Vente med at kaste os ud i noget, førend vi var helt klar. Så aftalen blev, at han naturligvis skulle rejse og så måtte vi se, hvordan hver vores verden så ud bagefter, når månederne var gået.

Det blev den 3. september i år 2011. Der tikkede en SMS ind, med ordlyden:

Hej Smukke. Så er jeg i DK. Jeg er i Aarhus om en time, må jeg komme over?

Han kom direkte hjem til mig, efter sin rejse til USA. Fra da af, skulle vi finde ud af om det her virkelig var noget. Kort tid efter aftalte vi, at vi nu kun havde lyst til, at se hinanden. Månederne gik og de gik godt. Vi havde det sjovt sammen. Jo mere vi talte sammen, gik det op for mig, at vores primære værdier i livet var de samme. Og vores mål i livet, matcher hinanden, de er ikke de samme, men de er ikke uforenelige og de kan sættes sammen i et puslespil.

En december aften er jeg på vej hjem til ham. Han havde inviteret mig på aftensmad (altså det betød Knor lasagne eller MOU suppe). Det sneer og jeg er på gåben, med musik i ørene. På vej hjem til ham, går jeg igennem en park, jeg får en trang til at stoppe op. Rent fysisk stoppede jeg op, men det var på en eller anden måde også et stop i livet. Et såkaldt moment.

Jeg stopper op. I min øre kan jeg høre Kim Larsen med Om lidt. De store snefnug daler langsomt ned fra himlen, som krystaller. Jeg drejer rundt om mig selv, kan se en del af Aarhus, se alle de oplyste vinduer. Hele min verden står stille. Fuldstændig stille. I lige præcis dette øjeblik bliver jeg sikker. Helt sikker. Mere sikker på mig selv. Og mere sikker på ham, end jeg nogensinde havde været. Alt inde i mig, fortæller mig, at det er ham, jeg skal leve mit liv sammen med. Ham jeg skal have børn sammen med. Ham jeg skal dele kærlighedshistorie med. Ham jeg skal dele 160 centimer med hver nat.

 

Nu er vi i år 2017. Vi har snart set hinanden i otte år, været kærester i seks år. I dag. Vi har to børn sammen og har et gammelt utæt hus. Vi respekterer hinanden og vi griner stadig sammen. Momentvis er vi endda også helt vildt lykkelige.

img_6693

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar