Hverdagens trivialiteter Om livet

Høje forventninger

16. februar 2017

Det kan jeg sagtens huske.

Ej, jeg skriver det ikke ned, det er for godt til, at jeg kan glemme det.

Jeg går direkte hjem og skriver det i bogen.

Lige i dag skal jeg ikke noget, så i dag får jeg det helt sikkert gjort.

Måske har jeg ikke fået det gjort alle de andre gange, men i dag gør jeg helt bestemt.

Jeg lover, at jeg gør det i dag.

Jeg lover, at jeg gør det i morgen.

Jeg lover, at jeg gør det i denne uge.

-og jeg kan blive ved. Men for helvede da også. Jeg får det åbenbart ikke gjort. Jeg er elendig til det. Både til at huske det og ikke mindst til at erkende, at jeg ikke får det gjort.

img_0446

For fire år siden, da jeg stod i Bog & idé, og kiggede på det store udvalg de har af  de forskellige Barnets bog, var mine forventninger til mig selv tårnhøje. Ikke til Tyrken, jeg ved godt, at det ikke siger ham noget. Jeg følte mig overbevist om, at jeg ville rocke den bog, skrive i den – måske ikke dagligt, men så i hvert fald ugentligt, jeg ville endda skrive pænt, skrive malende, skrive metaforisk, måske lave en lille fin tegning hvem prøver jeg at narre? Jeg kan ikke engang tegne et æble. Jeg havde høje tanker og høje forventninger til mig selv. Mest fordi jeg tænkte, at sådan ér jeg. Jeg er sådan en der er tosset med, at hygge mig med det, imens jeg forestiller mig det der barn, blive stor, læse i den og sammen tænke tilbage på tiden, hvor han var baby. Jeg havde en helt igennem romantiseret forestilling af helhedsoplevelsen med bogen og forældrelivet. Men som med så meget andet i netop forældrelivet, så havde jeg slet ikke en realistisk fornemmelse af, hvordan det der børneliv ville blive.
Sandheden er den, at jeg har haft Rapandens bog åbnet 2 gange i løbet af de sidste fire år og jeg har i dag pakket folien af Frøhopperens bog. Det er edderbankemig en elendig statistik.

Men hey, hvis jeg skal se det fra den lyse side, og dét skal jeg, så er der mulighed for forbedring. Så det vil jeg arbejde videre med. Det er endda tæt på, at jeg selv tror på, at jeg får gjort noget inden jeg begynder på arbejde igen. Selvom virkeligheden har vist sig anderledes end jeg troede, inden jeg fik mit første barn, så forestiller jeg fortsat, helt romantisk, kærligt og vidunderligt mig selv sidde sammen med min dreng og kigge, læse og tale sammen om alle de søde, sjove og rørende historier, der står i bøgerne.

Jeg lover, at jeg gør det inden ugen er omme.

LØGN.

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar