Om livet

Venskaber og alligevel truer ensomheden

11. januar 2017

img_0138

Her kommer endnu et personligt indlæg, I tog så godt imod det sidst, så jeg tør dele et mere. Hvis du ikke fik læst det sidste, kan du læse det HER.

Igennem min barndom, ungdom og til dels også efter jeg er blevet voksen, har jeg altid bøvlet lidt rundt i det der med venskaber. Jeg har aldrig været sådan rigtig god til det.

Tilbage i min barndom forsøgte jeg at bygge venskaber op, men det duede ikke sådan for alvor. Enten kunne jeg ikke finde ud af at være i det, ellers kunne jeg ikke holde det ved lige eller også sagde jævnaldrene børn mig ikke rigtig noget. Til gengæld var jeg skide god til, at omgås med voksne mennesker. Dem kunne jeg tale med, grine sammen med og jeg følte mig set og anerkendt på en eller anden måde. Det kunne jeg naturligvis ikke sætte ord på som barn, så det skabte mange frustrationer. Dagligt undrede jeg mig og jeg havde bekymringer om det. Hvorfor passede jeg ikke ind? Hvordan gjorde alle andre? Det så så legende let ud for andre, hvorfor kunne jeg så ikke?

Min mor forsøgte selvfølgelig, at hjælpe mig. Nogle råd var gode, andre var desperate og alle var kærlige. Uanset hvad jeg forsøgte, så fattede jeg det ikke. Jeg formåede ikke, at have sådan et rigtigt, langt venskab med en jævnaldrene. Det gjorde at jeg følte mig anderledes og helt forkert, jeg fandt aldrig rigtig min plads, selvom jeg desperat forsøgte. Jeg kan huske, at jeg i en længere periode, hvor jeg var omkring 7 – 8 år gammel, så frem til den dag hvor jeg ville få nogle venner og jeg så kunne nævne flere navne, som var rigtige mennesker. Det lyder og var måske også helt vildt ynkeligt, men det skyldes egentlig bare en ensomhed og et savn til at have nogle venner.

Det samme gjorde sig gældende op gennem i mine ungdomsår. Jeg havde flere ‘bedste veninder’, de skiftede nogle gange gennem årene og når jeg sidder som voksen og kigger tilbage, så var jeg tæt knyttet til dem og jeg havde nogle gode veninder, det har bare aldrig holdt ret lang tid. Så kan man tale om, om det går ind under betegnelsen ‘bedste veninder’. Det ved jeg ikke, men det betyder egentlig heller ikke så meget i dag – de gjorde en forskel, jeg fik noget ud af de venskaber og jeg værdsatte dem, men det færreste holdt ved.

I dag. 28 år gammel. Mor til to. Kærester med Tyrken. Tja, hvis jeg havde spurgt mig selv for 15 år siden, hvordan det ville gå i dag på den der venskabsfront, så ville jeg desperat og ikke mindst håbefuld have svaret, at det vil jeg helt sikkert have fuldstændig styr på til den tid.

Det ved jeg ikke om jeg har. Måske.

Jeg har en stor omgangskreds, mine weekender er fyldt op med socialearrangementer, jeg har 757 venner på Facebook og på Instagram har jeg 214 følgere. Men hvad betyder alt det? Facebook og Instagram giver jeg ikke meget for i denne sammenhæng, det eneste det betyder er, at jeg har en stor berøringsflade med mennesker. At jeg har en stor omgangskreds og at mine weekender er fyldt op, siger måske noget mere. Én ting det i hvert fald siger er, at jeg kender mange mennesker. Jeg har mange mennesker omkring mig. Det er jo dejligt og det er noget jeg værdsætter.

Men det laver ikke om på, at jeg stadig ikke føler, at jeg er pisse sej til det der med venskaber. Jeg kan sgu ikke rigtig finde ud af det. Jeg er en tåbe til, at holde et venskab ved lige. Jeg ringer sjældent, skriver endnu mere sjældent og jeg svarer kun nogle gange. Jeg ved ikke hvorfor, det er ikke fordi jeg ikke gerne vil og sige, at jeg ikke har tid til at svare, vil være en stor fed løgn, det har jeg. Jeg får det bare ikke gjort og det er ikke af ond vilje, men det er som om, at jeg kan tænke på det i ugevis uden, at jeg gøre en skid ved det. Jeg kan ikke komme med et kvalificeret bud på, hvad der sker inde i mig og hvad der gør, at jeg ikke vender tilbage.

Jeg kan have flere SMSer liggende på min telefon, som jeg ikke har fået svaret på og samtidig blive ramt af følelsen af at være ensom. Og jeg kan netop være hjemvendt fra en weekend, hvor jeg har været sammen med masser af venner og bekendte og stadigvæk blive ramt af følelsen af ensomhed. Hvorfor? Er det en simpel vane, at jeg holder mig selv fast i den følelse? Eller har jeg den reelle følelse af ensomhed? Jeg tror, at det er en blanding.

Jeg tror, at jeg har et billede af og en forventning til, hvordan venskaber bør være og i hvilket omfang det skal fylde i hverdagen. Hvilket er noget mere end det gør i mit liv. Samtidig værdsætter jeg min alene tid umådelig meget. Så meget at hvis Tyrken har sagt, at han ikke er hjemme en aften og hans planer bliver ændret, så er det ikke nødvendigvis en positiv overraskelse for mig, at han er tidligere hjemme. Jeg siger ikke, at det er særlig kærligt, sødt eller forstående, jeg siger bare, at han må blive bedre til at planlægge. ;) Da han i går kom hjem og fortalte, at nu skal han også gå til fodbold om mandagen, blev jeg glad. Det er en gave for mig, at jeg nu får alene tid to aftener i løbet af ugen.

Fra søndag til og med torsdag, har jeg ikke lyst til at ses med nogen – udover kassedamen i REMA1000, mine kollegaer(når jeg altså ikke er på barsel) og pædagogerne i Rapandens børnehave. De dage har jeg slet ikke et behov for at ses med nogen, der har jeg mere end rigeligt i mit eget liv. Jeg ynder også helst at gå i seng mellem klokken 21 og 22 i hverdagene, hvilket sætter krav til at jeg ikke render alle mulige steder om aftenen. Denne selvvalgte alene tid i løbet af ugen, sammen med min familie betyder også, at når det bliver fredag eftermiddag så bliver jeg rastløs, hvis ikke vi har nogle planer. Det kan jeg slet ikke være i og så er det at denne følelse af ensomhed kan slå. Og den kan slå rigtig hårdt.

Nogle mennesker, især hunkøn, oplever at venskaber ændre sig, når de får børn – ofte til det negative. For mig har det også ændret sig, bare til det positive. Jeg har fået flere venskaber siden jeg har fået børn. Min, og vores, vennekreds har formeret sig siden vi fik Rapanden og igen efter vi fik Frøhopperen. Det betyder ret naturligt også, at den ensomhed der indimellem truer mig, bliver mindre og mindre som tiden går. Dels fordi jeg har fået nogle gode venner her i mit voksne liv samtidig med, at jeg har lært at håndtere den bedre. Jeg forsøger at forene mig med, at jeg er som jeg er og det er okay. Jeg er ikke den der har mange tætte veninder og jeg er ikke den der er afsted til kaffeslabberas og middagsselskaber hver eneste dag. Og det er jeg ikke, fordi jeg ikke har lyst til det og derfor har mine veninder heller ikke den forventning til mig.

Som én af mine gode veninder og en af de veninder jeg har kendt i længst tid, sagde til mig for nylig; jeg ved godt, at du ikke ringer, men det betyder ikke, at vi holder mindre af hinanden. Dét er en veninde, der kan rumme mig. Hende er jeg taknemmelig for.

Nu er jeg der i mit liv, hvor ensomheden kun melder sig en sjælden gang imellem, den kan godt slå hårdt, men jeg kan oftest takle den. Det kan jeg fordi jeg efterhånden har en del erfaring i det, men også fordi jeg forsøger at acceptere, at det er sådan det er. Jeg har ikke en barndomsveninde, som kender mig ud og ind og det får jeg heller ikke. Det kan jeg ikke gøre noget ved nu. Til gengæld kan jeg skabe nye venskaber, som betyder noget og som er værdifulde. Det tager tid, men det er en mulighed jeg har, som jeg kan vælge. I bund og grund kan det være ligemeget, hvor mange veninder jeg har, så længe det er de rigtige jeg har i mit liv.

 

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar