Noget med børn

Ønsket, der også gør ondt

16. januar 2017

I formiddags ringede Tyrken til mig, han spurgte mig, om jeg havde set den mail, som kommunen havde sendt til os. Det havde jeg ikke.

Tilbud om institutionsplads.

Min første reaktion var yes man, pisse fedt. Det er i den institution vi allerhelst vil have ham i, på den dato vi allerhelst vil have han skal begynde og det er det samme sted, som Rapanden går i børnehave. Så det er egentlig helt perfekt og lige som det skal være.

Altså hvis vi lige ser bort fra at det betyder, at jeg ikke skal tilbringe alle døgnets timer sammen med min baby mere. Som iøvrigt lige blev væsentlig mindre og med langt færre evner, da jeg fik vished om, at denne institutionsplads lurer lige rundt om hjørnet. Jeg blev lige ti kilo tungere og nej, det er ikke kun julefedtets skyld da jeg læste ordene i mailen. Av! Jeg kunne mærke hvordan knuden i min mave voksede og blev tungere. Siden har han været på min arm. I dag træner vi åbenbart ikke mave og ryg. I dag træner vi nærhed, kys, kinddans, flere kys, armsidning(det er vidst et selvopfundet ord?), gåtur i selen og en masse andet der kræver, at vi er mave mod mave og kind mod kind. Jeg overvejede også i lang tid, om han skulle sove indenfor i dag, i min arm. Men der strammede jeg alligevel op og vurderede hvis behov, vi så var ude i at opfylde. Han sover trods alt bedst i sin barnevogn.

Selvom jeg har kysset ham lidt for mange gange til hvad huden har godt af, så ved jeg godt at det bliver rigtig godt. Både for ham, men også for mig. Vi har valgt en rigtig god vuggestue, hvor han helt sikkert vil trives. Han vil være tæt på sin Abi og det er tæt på hvor vi bor – så det samtidig er praktisk.

Alligevel gruer jeg for det praktiske i hverdagen. Når vi kommer hjem om eftermiddagen, så er der lige pludselig ikke sørget for aftensmad, vasketøj eller oprydning mere. Og hvordan skal vi komme hjem – forstået, hvem henter, hvem kan nå at hente, inden institutionen lukker. Får vi overhovedet noget at spise, bliver der tid til at komme i bad, kysse på hinanden, lege og tale sammen.

Men nu er vi jo ikke de første i verdenshistorien, der har anskaffet sig to børn, to jobs og et hus – så mon ikke det hele nok skal løse sig hen ad vejen.

Jeg tror på det, jeg tror på os. Og ikke mindst så tror jeg på, at min lille Frø bliver glad for sin nye tilværelse som vuggestuebarn.

Men for nu vil jeg nyde, at der heldigvis er over to måneder til dén del begynder og i morgen vil vi igen træne ryg og knap så meget armsidning(latterligt ord, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det). ;)

img_0172

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar