Noget med børn Om livet Parforhold

Den svære amning

17. januar 2017

I formiddags lå jeg på legetæppet sammen med min lille Frø, han blev sulten og fandt babsen frem for at få en morgentår. Imens vi lå der, midt i køkkenet og mellem alle legesagerne og jeg kunne høre min Frø slubre mælken i sig, smuttede mine tanker tilbage til dengang Rapanden var baby og jeg ikke lå mellem legesagerne og gav babs.

Under min graviditet med Rapanden var jeg ikke i tvivl, selvfølgelig skulle jeg amme. Som med så meget andet, inden jeg havde prøvet at stå med mig eget barn i mine arme, havde jeg en romanriseret forestilling om, hvordan det ville være og hvordan jeg ville gøre det hele i forældreskabet. Men så kom barnet, som ikke opførte sig som en dukke alligevel og realiteterne bankede på. Noget af det var bare et kærligt klask i måsen, andet føles nærmere som en donkraft, der bliver kastet med de vildeste ninja skills lige midt i smasken. Jeg var ikke fuldstændig tabt bag en vogn og helt naiv, jeg vidste godt at det nok skulle blive hårdt og jeg nok skulle blive sat på prøve, men hvilke følelser jeg skulle rammes af med det ammesjov, var jeg bestemt ikke forberedt på. Jeg vidste ikke hvad der var på spil.

Da Rapanden kom var det hele fantastisk, jeg smuttede ham ud som en anden mandel og jeg var mere frisk end jeg havde været i cirka ni måneder. Rapanden var sød, lækker og blev forgudet af alle vi mødte på vores vej. Han græd aldrig, han blev ammet, når jeg lagde ham til og derudover var han så mild og charmerende. Han sov igennem ret hurtigt og sov 12 timer om natten – bedre og nemmere barn kunne jeg ikke ønske mig.

Lige indtil.

Lige indtil en dag, jeg kom til at kigge nærmere på et billede af ham, hvor han lå på maven. Han var cirka 5 uger. Og han var tynd, alt for tynd. Han lignede en lille bitte fugleunge. På da værende tidpunkt gav jeg stille udtryk for min bekymring, men jeg var ikke sikker på mig selv, jeg vidste ikke om en baby bare skulle se sådan ud. Jeg havde jo læst, at når babyer græd, så var de trætte, havde lort i bleen eller var sultne, men Rapanden græd aldrig, så han var vel ikke sulten?! Jeg lagde ham til babsen det antal gange i døgnet, som bøgerne skrev at en baby skulle have mad. Han meldte sig ikke, så jeg vidste ikke bedre og lagde ham ikke oftere til end det.

Jeg var ved lægen og fik ham vejet igen, selvom sundhedsplejersken lige havde vejet ham et par dage forinden. Lægens vægt fortalte mig, at han havde taget 50 gram på, siden han blev født. Da jeg var ved lægen var han blevet 6 uger. 50 gram på 6 uger – det kunne jeg godt selv regne ud, var alt for lidt (til dem der ikke ved det, skal en baby tage cirka 250 gram på om ugen, den første tid).

Jeg var helt knust og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Hold nu kæft en lorte mor. Hvis jeg ikke engang kan finde ud af at give mit barn mad, hvad helvede kan jeg så? Vi var ikke engang kommet til opdragelse endnu, det var kun maden og det fattede jeg ikke engang at give ham. Jeg følte mig som det mest ubrugelige og uduelige menneske i hele verden og fuldstændig uegnet(!) som Mor og som menneske.

Da jeg kom hjem med min lille fugleunge, rådførte jeg mig med en anden sundhedsplejerske, som herfra hjalp mig med at give ham den rette mængde mad, og hjalp mig til at vide hvordan jeg skulle forholde mig i hele denne situation.

Allerførst fortalte hun mig, at nogle ganske få babyer ikke siger til, når de er sultne, formentlig fordi de aldrig har prøvet at være mætte. Dernæst fortalte hun mig, at han skulle have modermælkserstatning nu, for at blive mæt og fordi han skulle have en vægtøgning prompte. Til slut spurgte hun mig, om jeg havde mod på, at få amningen op at køre, eller om jeg hellere ville droppe det og give ham flaske fra nu af.

Jeg havde brug for lige at tænke mig om, jeg var et stort nervevrag og kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg vidste bare, at jeg skulle have fortalt til Tyrken, at jeg havde sultet vores baby – jep, det var sådan jeg tænkte det. Dernæst skulle jeg have anskaffet noget modermælkserstatning, men jeg vidste med mig selv, at jeg ikke kunne købe det og jeg kunne slet ikke sige ordene. De kom bare ikke ud. Min veninde, som havde været der hele tiden, kiggede mig dybt i øjnene og spurgte mig, om hun skulle ringe og bede Tyrken om at tage noget erstatning med hjem og fortælle ham, hvad det skulle være for noget.

Jeg nikkede.

Da min veninde og sundhedsplejersken tog afsted, sad jeg i min sofa, med min baby på armen. Jeg vidste at Tyrken snart ville komme hjem og det betød, at jeg så skulle give Rapanden en flaske.

Tårene trillede ned ad min kind. Jeg stirrede tomt ud i liften imens tårene bare trillede. Og trillede. Jeg havde min baby i armen, som bare lå og kiggede med sine smukke brune øjne og ikke anede hvad der skete.

Tyrken kom og kunne godt se på mig, at den var helt gal. Han vidste også, at det ikke var nu vi skulle tale sammen, eller nu han skulle spørge mig, hvordan han skulle lave den flaske. Han gik i køkkenet og var sikkert helt rundt på gulvet over hvordan pokker han skulle lave denne flaske, men han fik den lavet og gik meget små og stille skridt hen mod mig, med flasken i sin hånd. Han spurgte mig sagte, om han skulle give ham flasken, jeg rystede på hovedet og tog flasken i min hånd.

Jeg tog en dyb vejrtrækning og gav Rapanden flasken, imens jeg græd. Han slugte 80 milliliter, hurtigere end du kan stave til mæt baby. Da flasken var tom sendte han mig det allerstørste mælkefyldte smil, jeg til dags dato nogensinde har set. Han havde jo været sulten – nu var han mæt, fyldt, glad og sikkert helt vildt taknemmelig for endelig at få noget mad.

Jeg smilte, imens tårene stadig trillede ned ad mine kinder. Her besluttede jeg, at jeg var klar til at få amningen op at køre. Hvis bare min baby kunne blive mæt og glad, så kunne jeg gøre hvad som helst.

Herefter begyndte den hårdeste kamp og den hårdeste periode i mit liv.

Tyrken støttede mig i, at de første seks uger vidste ingen af os bedre, at det var en ærlig fejl og at det ikke var min skyld alene. Men fra dén dag vidste han ikke hvad der var på spil, inde i mig, han vidste bare, at Rapanden skulle tage på i vægt og metoden var ligegyldig, om det var via amning eller erstatning kunne vel være ligemeget?! Så han synes, at jeg skulle droppe det ammepjat, beskytte mig selv og give ham flaske. Jeg var pissesur på ham og et følelsesmæssigt rodet vrag. Jeg ville have den amning til at lykkedes og jeg havde fået at vide, at det var muligt. Så det skulle fandeme lykkedes.

Jeg ammede primært, men supplerede med erstatning, imens jeg fik ham vejet ugentligt. Den ugentlige vejning, var ugens værste og bedste tidspunkt. Derfra gik det nemlig godt med vægtøgningen, men jeg frygtede det hvert sekund. Jeg frygtede hvad mine moderlige evner egentlig rakte til og hvornår jeg igen fejlede stort. Jeg havde ofte lyst til at kaste håndklædet i ringen og stoppe amningen helt, da det var så svært, fordi man aldrig ved hvor meget mælk babyen får via amning. Tyrken synes at det var noget pjat og opfordrede mig ofte til at stoppe, men min læge og den sundhedsplejerske jeg kendte privat, støttede mig i at det gik godt nu. Han tog fint på, han var i trivsel og han fik mindre og mindre erstatning og mere og mere babs.

Fra Rapanden var seks uger til han var cirka 12 uger, kæmpede jeg det bedste jeg har lært. Jeg læste nettet tyndt for, at finde ud af alt hvad jeg havde brug for og en hel masse jeg ikke havde brug for. I de seks uger spiste jeg noget der populært kaldes ammebomben, jeg drak to forskellige slags ammete døgnet rundt og jeg drak tre KB øl (det er ikke det nemmeste at finde juleøl om sommeren, skulle jeg hilse og sige) om dagen. Derudover havde jeg et vækkeur der ringede hver tredje time, døgnet rundt, hvor jeg lagde Rapanden til babsen. Til sidste havde jeg drukket så meget klamt te, at jeg stank så ubeskrivelig meget at karry og var ved at brække mig, af alt det jeg skulle indtage. Jeg kunne ikke holde mig selv ud, alle andre kunne heller ikke holde ud at være sammen med mig, mest fordi de kunne se, hvordan jeg var ved at knække sammen hvert øjeblik. 7 kilo og seks uger senere, opgav jeg hele lortet. Jeg kunne ikke mere, hvis jeg ikke havde mælk, så var det sådan det var.

Jeg kunne ikke mere.

Jeg kunne ikke holde ud at høre på folk, der havde et behov for at fortælle mig, at de altså havde taget kampen, eller de havde ikke taget kampen. Jeg var ret ligeglad med andre, jeg havde brug for, at finde min indre ro. Mit behov.

I det sekund jeg opgav, blev min babser mælkefyldte. Jeg stoppede med erstatning og fuldammede, indtil Rapanden begyndte at spise grød og rugbrødshapsere.

Det var fedt og det var et stort ønske for mig. Men det stoppede bare ikke her. Jeg kunne ikke tilgive mig selv! Jeg kunne ikke tilgive mig selv for at jeg ikke så, at mit barn var underernæret og jeg ikke så, at han var sulten. Jeg kunne ikke tilgive mig selv for, at jeg kunne være sådan en elendig Mor og tanken om, at hvis jeg ikke engang kunne give mit barn mad, hvad pokker duede jeg så til sad fast i mig. Hver eneste dag gennemgik jeg denne periode, jeg drømte om det om natten og jeg kunne ikke finde ud af mine tanker – de var ét stort rod.

Jeg er overbevist om at dét er årsagen til, at jeg ikke vidste om jeg skulle have flere børn i halvandet år efter. Og da jeg stod med en positiv graviditetstest igen, isnede min krop i bare frygt for, at skulle gennemgå det samme igen. I perioden fra Rapanden var et års tid og indtil vi begyndte at tale om endnu en baby, åbnede jeg mere og mere op overfor Tyrken og han begyndte så småt at finde ud af, hvad der egentlig skete inde i mig i den periode. Han forstod hvad det handlede om og pludselig gav min fuldstændig vanvittige og til tider helt sindssyge adfærd mening. Altså så meget mening, sådan noget nu kan…!

Det betød også at da Frøhopperen kom til verden, var Tyrken og jeg på samme hold – nemlig ammeholdet. Vi vidste begge to hvad der var på spil. Vi vidste at det kunne gå galt igen og vi håbede endnu mere, at det gik godt. Alternativet tør jeg ikke tænke til ende. Vi tog fat i vores nye sundhedsplejerske med det samme, hun hjalp mig godt i gang, gav mig de kontrolvejninger jeg havde brug for og støttede mig i lige præcis det omfang jeg havde brug for.

Og så fik jeg den type baby jeg ønskede mig, en der sagde til, når han var sulten og guderne skal vide, at han siger til og fra. Han har ikke én følelse, der går vore næser forbi.

Nu sidder jeg her med baby nummer to, som snart er 8 måneder, der stadig bliver ammet. Som faktisk bliver ammet lidt for mange gange i forhold til gennemsnittet, men jeg priser mig lykkelig for, at det lykkedes denne gang, fuldstændig gnidningsfrit og helt uden klam karrylugt og KB øl.

img_0176

Det var 2000 ord om amning. ;)

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar