Noget med børn Om livet Parforhold

Av – hjemve!

4. januar 2017

img_0101

Den 20. august, 2007, flyttede jeg til Aarhus. 125 kilometer væk fra min familie og venner. Det var en god beslutning. Jeg havde rodet mig ud i et bøvlet liv og kunne ikke rigtig finde rundt i hvad jeg ville, skulle eller burde gøre. Jeg var forvirret. Mange nittenårige piger bøvler sikkert lidt med tilværelsen, men ikke desto mindre, var det ret svært at navigerer rundt i for mig.

På daværende tidspunkt var det ikke nemt, at flytte så langt væk hjemmefra, men det var nødvendigt. Jeg faldt alligevel relativt hurtigt til i Aarhus, fik nogle gode venner, begyndte at finde ud af mig selv og fik så meget styr på mine tanker og mit hoved, som en så ung pige nu kan. Jeg drønede ofte hjem til Vestjylland, i min lille sorte Peugeot. Det var dejligt at være hjemme på weekend og det var dejligt at komme hjem til Aarhus igen søndag aften. Årene gik og jeg blev mere og mere sikker på, at jeg skulle blive i Aarhus. Det var det helt rigtige for mig. I 2011 blev jeg kærester med Tyrken, han er født og opvokset i Aarhus og skulle aldrig flytte væk fra sin kære by. Faktisk skulle han aldrig flytte væk fra byens centrum. Sidstnævnt fik jeg dog hurtigt lavet om på. ;) Alt gik strålende. Vi elskede hinanden, flyttede sammen og begyndte at tale sammen om, at få børn. Stifte familie. Vi ønskede, at gøre det sammen. Det hele. Tyrken gav tidligt udtryk for sin bekymring, om jeg en dag ville fortyde og igen ville vende snuden hjem mod Vestjylland. Jeg forsikrede ham om, at det ville jeg naturligvis ikke. Jeg var glad og tilfreds med min beslutning, om nu at bo i Aarhus. På sigt ville jeg dog gerne bo i udkanten af Aarhus og ikke have alt for meget byliv omkring mig. Jeg er og bliver en landpige og bryder mig ikke om alt for meget postyr omkring mig. Dette kompromis kunne Tyrken godt være med på, så længe det stadig var ved byen.

I august 2012, så jeg for allerførste gang de magiske to streger og Rapanden var begyndt at gro inde i min mave. Det var perfekt, planlagt og lige som det skulle være. I løbet af min graviditet begyndte der dog, at vokse en tvivl inde i mig. Jeg var pludselig i tvivl om mit, ellers sikre valg, om at bo i Aarhus. Ville jeg gerne hjem? Havde jeg brug for, at være tættere på min familie? Var det for sindssygt at tro, at jeg kunne forvandles til en Østjyde? Hvordan så mit indre billede med børn egentlig ud? Alle spørgsmål voksede i takt med den voksende mave.

Både Tyrken og jeg var forvirrede. Vi var glade for den baby, der var på vej. Vi var også meget glade for hinanden. Tyrken ville bo i Aarhus og jeg ville gerne hjem til Vestjylland. Måske. Men jeg havde givet Tyrken mit ord, allerede inden jeg blev gravid, at jeg ville blive i Aarhus, hvis vi skulle have børn sammen. Og det skulle vi jo nu. Ud fra den vinkel, burde jeg slet ikke være i tvivl. Det var jeg måske heller ikke, men jeg havde hjemve. Jeg savnede min familie, min egn og min dialekt. Jeg havde ondt i min mave og ville hjem. Sådan rigtig hjem. Jeg tvivlede ikke på vores forhold, men jeg tvivlede på hvilket postnummer, jeg ønskede, der skulle stå på min post.

Beslutningen havde jeg taget, allerede inden Rapanden var besluttet og skulle ankomme. Bagefter kom tvivlen. Kunne jeg have forudset det? Det ved jeg ikke. Var det fair? Nej! Slet ikke. Tyrken vil bare gerne gøre mig glad og alt hvad han gør fra morgen til aften, gør han, for at gøre mig og sine børn glade. Burde jeg ikke bare være taknemmelig og lægge låg min hjemve? Jo! Men det er nemmere sagt end gjort. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af den.

Jeg kæmpede med den hjemve dagligt i flere år. Jeg var bitter. Bitter på Tyrken, som allermest bundede i en bitterhed på mig selv, som jeg ikke formåede at erkende. Jeg er ikke et større menneske, end dét var mit elendige, tarvelige og latterlige reaktionsmønster. Denne bitterhed gik i høj grad ud over Tyrken. Han var ofte fortvivlet og bange for, hvad denne hjemve ville betyde for vores lille familie. Ville jeg pludselig være væk – med eller uden vores børn? Hvad mente jeg, når jeg sagde hjem. Mente jeg vores hjem, eller mente jeg Vestjylland. Jeg ved ikke engang, om jeg selv var helt klar over, hvad jeg mente med det.

Jeg sagde, og mener stadig, at jeg aldrig kunne finde på, at flytte væk hverken med eller fra vores børn. Vores børn har krav på, at have begge sine forældre tæt på sig. Helst under samme tag, men hvis det ikke kunne lade sig gøre, så i hvert fald i samme by. Den aftale lavede vi også, allerede inden vi fik børn.

Alligevel var Tyrken bange i lange perioder. Han kunne se, hvor knust jeg var. Han kunne se, hvordan jeg krakkelerede. Han så, hvordan jeg smeltede sammen indvendigt, når min familie velmenende fortalte om, de billige huspriser, den store familie og alle de andre fordele, der kunne være ved at flytte til Vestjylland. Jeg kunne ikke være i det.

Det resulterede i at jeg fik opbygget den her bitterhed. Jeg mente i ramme alvor, at det var Tyrkens skyld. Han var skyld i, at jeg var endt her i Østjylland. Han var skyld i, at vi ikke kunne købe et hus. Han var skyld i, når vi ikke havde pasning til vores dreng. Hver gang der var noget, der ikke gik fuldstændig gnidningsfrit, var han skyld i det. Jeg udviklede mig til en sur, dum og idiotisk strigle. Jeg var så langt væk fra, hvad der var rimeligt og acceptabelt overfor ham jeg elsker allermest. Gang på gang tilgav han mig stiltiende. Han kunne rumme mig og gav mig lov til, at være sådan en idiot.

En aften imens vi kører fra Vestjylland og er på vej hjem til vores tidligere lejlighed begyndte jeg, at overveje hvad det egentlig var, jeg havde gang i. Jeg så ind ad. Sikke et syn. Sikke et frygteligt syn jeg blev mødt af.

S.H.I.T.

Det var ikke sådan jeg ønskede at være. Det var heller ikke sådan jeg ønskede, at have det indeni. Det var frygteligt og det havde det været i lang tid. I alt for lang tid. Den aften besluttede jeg, at det skulle stoppe prompte. Nu måtte jeg ændre mit sprog, mit syn og ikke mindst min indstilling. Jeg måtte tage ansvar, for den beslutning jeg selv tog i 2007. Tyrken har ikke påduttet mig, at bo i Østjylland. Det valg traf jeg helt alene og det måtte jeg tage ansvar for.

Jeg skulle ændre mit reaktionsmønster. Første step til det var, at erkende hvorfor jeg boede i Østjylland. Næste step var at jeg måtte ændre mit sprog. Her mener jeg, at når jeg siger hjem, så mener jeg, hvor jeg bor nu, nemlig i Aarhus. Disse ændringer gjorde, at min indre bitterhed blev mindre og hvis den viste sig, så rettede jeg den mod mig selv. Dét var ikke rart, men det gjorde at jeg nu kunne arbejde med den, fremfor bare at sende den videre og skyde med skarpt. Det gjorde også at der nu endelig var progression i mine følelser. Jeg fandt et sted, at placere denne følelse, nemlig inde i mig, hvor jeg kunne forholde mig til den, arbejde med den og ikke mindst komme igennem følelsen.

Imens jeg begyndte at være konstruktiv med min hjemve, skete der også noget andet. Det blev en reel mulighed at købe et hus. Så vi kom væk fra lejligheden, som bestemt ikke var med i mit romantiserede billede af at få børn. Jeg er selv opvokset på landet og ville ønske, at jeg kunne give mine børn det samme. Det er ikke en mulighed, men en villa er også helt i orden, så længe der er en have. En lejlighed var bare slet ikke et ønskescenarie. Så da vi endelig fik købt vores gamle hus og derfor kom 20 minutter tættere på Vestjylland og da motorvejen rundt om Silkeborg åbnede, blev turen endnu kortere. Og da det gik op for mig, at vi faktisk bor i et lille landsbysamfund og alligevel kan skabe en del af det jeg er vokset op i, bare i vores helt egne rammer, så gav jeg slip på den sidste del af min hjemve.

Dét vi har nu er helt perfekt. Jeg ønsker ikke at bo et andet sted. Jeg er, hvor jeg skal være, sammen med dem jeg skal bo sammen med. Den 20. august i år, er det ti år siden, at min hjemve begyndte og så har den fyldt mere eller mindre gennem alle årene. Det er en ret vidunderlig følelse at jeg nu har sluppet den. Jeg har sommetider et savn, men så bor jeg ikke længere væk, end jeg bare kan pakke bilen og køre.

Ude er godt, men hjemme er nu bedst. Og hjemme er for mig, hjemme i vores gamle hus.

 

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar