Noget med børn Om livet

Tanker om antallet af børn

13. december 2016

img_6580

Den anden dag havde jeg begge mine drenge siddende på mine ben, hvor jeg fortæller dem, at jeg elsker dem og slutter sætningen af med Åh mine to drenge.

Rapanden spørger undrende, hvorfor har du fået to drenge, Mor?

Dette spørgsmål satte gang i en masse tanker og overvejelser, omkring mit valg af antallet af børn.

Ja, hvorfor har jeg fået to drenge? Kønnene er der ikke så meget at stille spørgsmålstegn ved. Men antallet er noget Tyrken og jeg aktivt har taget stilling til.

Jeg mener ikke, at man skal få børn, for sine børns skyld. Man skal kun få de børn, man som forældre ønsker og, ikke mindst, magter. Jeg kan godt forstå, at det kan fylde i forældres hoved, hvis ikke man kan give sit barn en søskende, af forskellige grunde. Jeg tror dog, at alternativet er langt værre. Jeg mener, at det barn er bedre tjent med forældre der har overskud og kærlighed til det ene barn, fremfor ikke at have kærlighed eller overskud til nogle af sine børn.

Inden jeg blev gravid med Rapanden, havde jeg tænkt, at jeg gerne ville have to børn. En dreng og en pige. Jeg ved ikke, om jeg havde forestillet mig, at det med køn, bare er noget jeg kunne skrive på en ønskeseddel til storken. Smart tænkt. Tyken ville gerne have tre eller måske endda fire. Fucking fire børn!!! Han må da være sindssyg!

Da jeg så blev gravid, ændrede alt sig. Jeg ville gerne have den baby, der allerede lå i min mave. Heldigvis. Men jeg skulle aldrig have flere. Aldrig! I et eller andet omfang håbede jeg, at det ændrede sig, men det gjorde det ikke. Ikke i nærmeste fremtid i hvert fald. På trods af at Rapanden var en virkelig nem baby, skulle han alligevel blive et år og seks måneder inden, jeg fik én eneste positiv tanke om en baby mere. Jeg kunne slet ikke overskue eller magte en baby mere. Vi havde en hård begyndelse, med et forfærdeligt ammeforløb, som sad hårdere fast i mig, end jeg kunne erkende på daværende tidspunkt. Frygten for at skulle fejle og gennemgå de samme følelser endnu engang, var ubærlig. Jeg var også meget alene med Rapanden, fordi Tyrken var ved at tage sin uddannelse – denne faktor skulle også ændre sig, hvis jeg skulle blive klar til endnu en baby.

Jeg ønskede, at give Rapanden en søskende, ikke mindst for at han kunne få én, at dele dette kulturelle kaos med, men jeg var nødt til selv at ønske et barn højere, end lysten til at give Rapanden en søskende. Og det tog lang tid inden jeg fik de første spæde tanker og lidt længere tid inden, jeg blev endeligt klar til, at kaste mig ud i dette vandvid, som det er med sådan en baby.

Når vi nu er på denne side at det hele, valget om to børn er taget og indfriet. Er jeg naturligvis ovenud lykkelig for mine to drenge. Jeg kan ikke finde den mindste ærgrelse over, at én af mine drenge ikke blev en pige. Jeg er glad for, at jeg har to. Jeg er glad for, at jeg også har haft et vidunderligt ammeforløb, som var én af mine største bekymringer. Dernæst er jeg taknemmelig over, at jeg fik lysten til et barn mere, så mine børn har en søskende.

Måske er Tyrken slet ikke så sindssyg alligevel. ;)

 

Følg mig på Facebook og på Bloglovin.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar