Det gamle hus Hverdagens trivialiteter

Jeg har lige gjort hytten ren – som om

21. november 2016

img_6578

Jeg har lige gjort hele hytten ren.

Er der virkelig nogle mennesker der praktiserer det? Altså med de facetter, som jeg læser i den vending.

For det første, uanset størrelse på sin bolig, er der så virkelig nogle mennesker, der gør hele sin bolig ren på én gang? I mit hoved er det noget af en præstation. Og så emmer den sætning simpelthen af et overskud ud over det sædvanlige. Ikke desto mindre hører jeg det og læser jeg det ofte på de sociale medier.

Måske er jeg naiv og luddoven selv, men jeg tænker nogle gange om det virkelig kan passe, at nogle mennesker gør så meget rent. Jeg synes det lyder ret vildt. Jeg vil aldrig selv kunne præstere det. Heller ikke da vi kun havde 70 kvadratmeter. Men jeg hader, som i virkelig hader, også at gøre rent og synes det er total spild af tid. Til gengæld er jeg pjattet med, når det er rent og lugter rent. Det er da skønt. Jeg udskyder det altid til allersidste øjeblik.

I dag er jeg også ramt af et allersidste øjeblik. I morgen får jeg nemlig besøg af en flok dejlige damer med deres babyer – min kære mødregruppe. Og jeg ved ikke hvad det ligner herhjemme. Det handler ikke om, at der i min mødregrupper er nogle forventninger til hinanden, udover kaffe naturligvis, det handler udelukkende om at det trænger. Virkelig trænger. Det er både rodet og alt for lang tid siden, at mine flader har mærket og lugtet til en klud med sulfo.

Dagens overspringshandlinger har været to gange Go’ Morgen Danmark, kaffe med min nabo og nu dette indlæg. Nu kan jeg næsten ikke finde på mere at lave, og hvis jeg skal nå noget i dag, imens Frøhopperen sover, så skal jeg virkelig lette rumpetten. Nu. Som i lige nu.

Kom i gang.

Lige efter en kop kaffe i hvert fald.

 

Ønsker du at modtage informationer omkring nye indlæg her på bloggen, kan du finde mig på Facebook og på Bloglovin, hvor der bliver linket til alle indlæg.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar