Hverdagens trivialiteter Noget med børn

Et puslespil der skal gå op

25. november 2016

I går var jeg ude på mig arbejde. For at sige farvel og på gensyn til mine kollegaer. I går fik jeg en følelse af savn. Et savn til mit arbejde, et savn til mine kollegaer og ikke mindst et savn af at holde pause, drikke kaffe og sludre.

I dag er jeg glad for, at jeg ikke har et arbejde at tænke på. Ikke kun fordi min lille baby, har brug for mig og jeg har brug for ham – fordi han endnu er så lille. Men også fordi at termometret i morges skrev 38,6.

Jeg kan mærke i hele min krop, at jeg er meget taknemmelig for, at jeg bare kan hive dynen med på sofaen og sidde helt tæt sammen med ham. Give ham sutten, give ham kys og kram og hele tiden tjekke til ham og bare give ham det han har brug for, i det tempo han har behov for. Alt dette kan jeg gøre, uden at have dårlig samvittighed overfor nogle kollegaer eller en leder.

Da jeg i løbet af natten, fornemmer den snigende feber ramme min lille babys krop, skal jeg kun omstille mig på dagens program. Som egentlig var en shoppetur for at hamstre Black Friday tilbud, nu bliver det i nattøj og med barselsknold, sammen med min feberramtebaby, som bare har brug for ro og sin Mor. Det er et helt okay bytte, fordi jeg kan være nærværende i hvad jeg laver. Det er meget værd.

Virkeligheden havde været en hel anden, hvis jeg skulle have været på arbejde i dag. Så er jeg stadig så priviligeret, at jeg kunne ringe til mit arbejde og bede om barnets første sygedag. Det ér heldigt og et enormt privilegium, som jeg er taknemmelig for. Jeg ville også være heldig fordi det er weekend i morgen, så min baby ville have tre dage til at blive rask igen. I de fleste tilfælde, vil det sagtens kunne lade sig gøre. Måske ville han også kunne have mindst én feberfri dag hjemme, som institutionerne anbefaler. Og som jeg som Mor også ønsker, for mit barn og de andre børn og voksne i institutionerne.

Hvis én af mine børn havde den frækhed og blive syg en mandag, så er gode råd dyre. Mine muligheder er, at jeg igen kan ringe og bede om barnets første sygedag. Så vil dagen gå med, at skynde på mit barn med at blive frisk. Han har cirka 24 timer til, at blive feberfri og frisk. Og det med at have en feberfri dag hjemme, bliver umuligt at overholde. Medmindre jeg kan få lov til, at have barnets anden sygedag. Det vil jeg på mit arbejde, måske få lov til. Det ér heldigt og jeg føler mig meget priviligeret, at jeg har denne mulighed. Det ved jeg godt, at alle ikke har. Det er stadig kun en mulighed og ikke en garanti. Jeg har ingen forudsigelighed, når mit barn bliver syg. Jeg kan bare krydse alle lemmer for, at han hurtigt bliver frisk igen, så hurtigt, at det er indenfor tidsfristen – på én eller to dage.

Hvis mit søde lille barn, ikke er frisk onsdag morgen, så har jeg bare ikke flere muligheder. Hvad gør jeg så? Mine drenge er så heldige, at de har ikke mindre end seks bedsteforældre. Seks! Vi er bare så tossede i vores familier, at vi åbenbart får børn alt for tidligt. De arbejder nemlig alle sammen og der er ikke udsigt til, at nogen af dem er på vej på pension. Det er ærgerligt i denne situation, men endnu mere heldigt i alle andre situationer. Og noget andet er, har et barn ikke krav på sine forældre, når de er syge? Det synes jeg.

Hvis jeg sender et halv slatten barn afsted i vuggestue eller børnehave, hvad betyder det så? Det betyder at mit barn overkompenserer i forhold til, hvad han bør. Det giver ekstra arbejde i institutionen og muligvis giver det flere syge børn og voksne.

Gør det at min leder bliver glad og lettet? Muligvis. Personligt tror jeg kun, at det er på kort sigt. Jeg kommer på arbejde og gør en indsats – tjek. Men jeg vil ikke præstere optimalt. Mine tanker vil naturligvis være hos mit barn og min dårlig samvittighed vil også være hos ham og hos de voksne, der er hos ham. Jeg vil også have dårlig samvittighed overfor mine kollegaer og min leder, fordi jeg ikke kan være tilstede eller præstere som jeg ville gøre, hvis mit barn ikke havde været syg. Dette giver ikke just arbejdsglæde.

Jeg ser ikke nogle vindere i denne situation.

Derimod vil der være langt flere vindere, hvis jeg havde mulighed for, at være hjemme hos mit barn i lige præcis det omfang, som han har brug for. Samtidig er der også nogle ting, der så skulle ændres i samfundet. Det er Tyrken og jeg, der har valgt at få to børn, det skal vores arbejdspladser og samfundet ikke betale for. Det skal vi og det gør vi heldigvis med glæde.

Så sådan en model, må de der kloge politikere gerne have færdigstøbt inden april – tak.

Lige nu har jeg heldigvis ikke det problem. Jeg er hjemme hos min lille baby.

img_6590

img_6592

Se lige en lækker nullerbandit. Om han så var nogle måneder ældre, så skal han da ikke i Vugger, pimpet op på Panodil. Nej, han skal være hjemme og holde fast i sin Mors næse og hage, som åbenbart er der han altid får fat. Hvilket i øvrigt INTET med opstoppertuden eller dobbelthagerne at gøre.

 

Ønsker du at modtage informationer omkring nye indlæg her på bloggen, kan du finde mig på Facebook og på Bloglovin, hvor der bliver linket til alle indlæg.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar