Hverdagens trivialiteter Noget med børn

Én af de der dage…

1. november 2016

Klokken 05-et-eller-andet-mega-tidligt i morges ringede Tyrkens vækkeur. Den ringede. Ringede igen. Og igen. Og igen.

PLIIIING!

“Godmorgen, Mor og Baba”

“Skal vi ikke stå op?”

Gu’ skal vi da ikke nikke nej stå op midt om natten.

Rapanden var åbenbart bedøvende ligeglad med, at Frøhopperen havde fået mad seks(!!!) gange i løbet af natten, så moderen i familien var ret zombieagtig på det umenneskelige tidspunkt.

Men hvad er det man(læs: overskudsmenneskerne) siger: så får man så meget ud af dagen. Indskudt bemærkning, jeg er IKKE en af de dersens overskudsmennesker. Som i slet ikke. Og den der skønhedssøvn virker alligevel ikke en skid – derimod virker kaffe til at få mine øjne åbnet.

Jeg tænkte, naivt åbenbart, at så kan dagen da kun blive bedre fra nu af.

Morgenen forløb helt okay. En kom i bad, to fik morgenmad og vi alle tre fik tøj på = høj succesrate.

Rapanden blev afleveret i Børneren. Imens Frøhopperen og jeg skulle på tur sammen med mødregruppen. Det gik også fint. Jeg brugte alle vores penge og Frøhopperen sov 35% af tiden, begge dele var vel forventeligt?!

Da turen med mødregruppen var slut, fik jeg en af de andre skønne mødre til, at sætte mig af, ved Rapandens institution, med: et barn, en barnevogn, en autostol, virkelig mange poser med alverdens ragelse i og en pusletaske.

Jeg fik stablet det hele nogenlunde ovenpå barnevognen. Jep, stablet. Og hentet Rapanden, som var kørt på løbehjul hen i Børneren om morgenen. Cyklen var våd og den forfængelige Rapans termotøj skulle jo nødigt blive vådt, så af køretøjerne i vognparken, var det løbehjulet der blev valgt. Note til mig selv: det bliver IKKE en valgmulighed en anden gang.

Fordi NU begyndte balladen. I kan se hjemturen i billeder og afslutningsvis en SMS jeg fik smidt afsted i Tyrkens retning.

img_6429

img_6432

I cirka en kilometer havde jeg Rapanden siddende på mine skuldre, så på billedet ovenfor, sover Rapandens ben.

img_6435

Sød kæreste.

Tyrken ringede straks til mig og fortalte, at han snart var havde fri fra arbejde. At han bare skulle hjem og hente noget maling og så afsted igen, er en helt anden sag.

Da Tyrken kom hjem til os og vores gamle hus, faldt der ro i lejren. En ro, som kun han kan skabe, ved sin blotte tilstedeværelse. Han tog Rapanden med sig og jeg har nu fået givet Frøhopperen mad og puttet ham.

Jeg synes, at mine børn var røvirriterende den sidste halvdel af dagen. Mest fordi jeg var endnu mere irriterende og en lortemor. Og træt. Rapanden ville egentlig gerne bare hygge og tale med mig, han ville ses, fordi vi havde været adskilt hele dagen. Og så ville han gerne have den pose skumfiduser, der ligger i skabet. Med undtagelse af sidstnævnte, så krævede han ikke mere, end han har krav på og hvad der står i min jobbeskrivelse som forældre. Men jeg magtede det ikke. Ikke i dag. Men i morgen bliver bedre. I morgen vil jeg tage mig ekstra meget sammen og rumme mine børn igen, det fortjener de, mere end noget andet.

Farvel lorte dag. Goddag søvn. Skønhedssøvn.

 

Ønsker du, at modtage informationer omkring nye indlæg her på bloggen, kan du finde mig på Facebook, hvor der bliver linket til alle indlæg.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar