Hverdagens trivialiteter Noget med børn

At undvære og give slip

14. oktober 2016

Det der med at undvære og savne, har fået en helt ny dimension siden jeg fødte Rapanden.

Det er ikke mange dage jeg ikke, har været sammen med Rapanden, siden han blev født. Min holdning er, at det er mig der har fået et barn og derfor mig, der skal være sammen med ham. Mange mennesker er gennem årene kommet med kommentarer omkring, mit fravalg af, at få ham passet særlig meget. Nogle har en masse argumenter for, hvorfor vi bør få ham passet. Noget med at alle har godt af det, Tyrkens og mit forhold har godt af alene tid og meget andet.

Nogle i vores omgangskreds vil mene, at jeg er god til, at få ham passet, andre vil mene, at han bliver passet for meget, imens nogle helt andre vil mene, at jeg er elendig til at få ham passet og holder krampagtigt fast i ham. Det vidner måske allermest om, at det er så vidt forskelligt, hvad der er tilpas for den enkelte familie – både for barnet og de voksne.

I dag er han lige knap 3,6 år. I min optik, er han ikke blevet passet synderligt meget gennem årene. Jeg ammede ham, indtil han var 8 måneder, så indtil da kom det helt naturligt – også for andre. Men der fra begyndte der en undren fra folk omkring os. Hertil skal lige siges, at det primært er mig her i husstanden, der har været og er i en indre konflikt.

Min grundlæggende holdning og ikke mindst følelse er, at det skal give mening, hvis han skal passes! Jeg har haft svært ved, at finde nogle argumenter for hvorfor han skulle passes, medmindre jeg skulle noget. Dét giver mening for mig.

Nogle af de argumenter, jeg har fået smidt i hovedet er: “Så I kan slappe af og hygge jer“. Men jeg slapper jo allermest af og hygger mig allermest, når jeg er sammen med min familie?! Så det argument virker ikke rigtig på mig. Jeg mener også, at han ikke skal savne sin mor og Baba – det er han alt for lille til, og vores vilkår er, at vi bor sammen og har muligved for at vælge, at være sammen.

Jeg tænker også, at jeg vil nyde hvert minut, imens Rapanden og nu også Frøhopperen gider være sammen med mig. Det skal tidsnok komme, at de hellere vil en masse andet end være sammen med deres mor. Jeg kunne sagtens vælge, at tage i byen eller gøre andre ting jævnligt, imens drengene kan hygge sig sammen med deres Baba. Men jeg vil hellere gemme alle den slags oplevelser, indtil drengene alligevel hellere vil noget andet. Nu skal jeg heller ikke lyde møjhellig, jeg har skam været i byen og mange andre ting, hvor jeg har været egoistisk. I lige præcis det omfang, hvor jeg stadig, selv kan være med følelsesmæssigt. Og dét er humlen for mig og i mine valg omkring tilvalg og fravalg af pasning.

Efter Rapanden er blevet ældre og ligefrem selv spørger, om han ikke må komme hjem til nogle af sine bedsteforældre, uden os forældre. Ja, så bliver det svært. For hvis skyld er det så, han skulle blive hjemme? Det er naturligvis mit job som forældre, at vurdere om det passer ind i ugeplanen og Rapandens overskud. Hvis det ikke konflikter med andre planer, og han er så gammel, at han selv kan give udtryk for, hvad han vil – ja, hvad så med mine argumenter? Og har jeg overhovedet flere? Alt inde i mig kan skrige, at han ikke skal passes, men hvilken forældre er jeg, hvis jeg ikke giver ham lov? Hvis jeg ikke giver ham mulighed for at spejle sig i andre mennesker, hvis jeg ikke giver ham mulighed for, at komme hjem til andre og bo under deres regler og normer i et døgn eller to. Selvom det konflikter med mine følelser og mit savn, så får min Rapser så meget ud af at komme ud og se og opleve hvordan andre mennesker lever. Og ikke mindst, så får han jo også andre oplevelser, end hvis han havde været hjemme.

Vi er så toppriviligerede, at vores drenge har, ikke mindre end, 3(!!!) meget engagerede hold bedsteforældre. Alle tre par er raske, rørige og yderst interesserede i deres børnebørn. De vil så gerne passe dem og være sammen. Det er meget værd! Det er meget værd, at se mine børn i samspil med deres bedsteforældre. De har en fælles interesse i hinanden. Jeg kan selv huske tiden med mine bedsteforældre, det kan bare noget helt specielt, som ikke findes med andre. Mine børn får også tre vidt forskellige oplevelser, uanset hvilke bedsteforældre de er sammen med, de kan noget meget forskelligt og alle dele er unikt.

Så jeg må vist efterhånden bide min mavepine i mig, og give lidt slip på min lille Rapand. Han er så sej og elsker nye oplevelser! Og jeg skal altså ikke holde ham tilbage. Tværtimod. Jeg vil langt hellere være den seje mor, der giver ham et kærligt puf ud i udfordringer og nye oplevelser.

Han kan godt. Jeg kan godt. Vi kan godt. Men jeg fortryder ikke, at det først er nu, han sådan rigtig får lov. Og jeg vil også følge min mavefornemmelse med Frøhopperen.

 

Ønsker du, at modtage informationer omkring nye indlæg her på bloggen, kan du finde mig på Facebook, hvor der bliver linket til alle indlæg.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar