Om livet

Store følelser på en aften

25. september 2016

I aften, var en af de der aftener, som var fyldt med store følelser – for både den ene og den anden.

Vi har haft en stille søndag med havearbejde, hygge, besøg og fællesspisning.

Efter aftensmaden skulle Rapseren i bad, som han gør hver aften. I aften skulle badet dog inkluderer hårvask, hvilket der ikke helt var enighed omkring.

Slaget gik sin gang. Hygge og positivitet var ikke just rammen om badet, men målet lykkedes, trods skrig og skrål.

Under aftenenputningen var det heller ikke just begejstring, der fyldte værelset. Ét eventyr, fortalt af den eller kyndige fortæller, Baba, var åbenbart ikke nok. Havde 27 historier mon været nok?!

Han ville have sin mor! Men der var jo, på samme tid selvfølgelig, også en anden der skulle bruge mig, til at spise ved.

Da jeg var færdig med at amme Frøhopperen, mødtes Tyrken og jeg i gangen, og byttede barn.

Rapseren var så ked af det og kunne ikke komme ud ad gråden. Jeg prøvede, alle tricks jeg kender. Til sidst faldt han dog lidt til ro, imens vi, efter Rapandens eget udtryk, leger, at han er dyrepasseren der er bange for mørke og jeg er moderen der skal passe på dyrepasseren og fortælle ham, at mørket slet ikke er farligt.

Imens vi leger, hviskende, aer og mærker han på min arm, mit håndled og min hånd. Jeg fornemmer hvordan han mister koncentrationen i vores leg. Til sidst stopper han helt med at tale og trykker blidt på min hånd.

“Hvad er det, Mor?”

Han har mærket mine fremtrædende blodårer. Dette spørgsmål fik gang i mine minder.

Lige dér, fornemmede jeg lugten hos min Morfar, nede i vores kælder, hvor vi boede sammen i en årrække. Han havde meget fremtrædende blodåre og jeg synes, at det føltes underligt, at mærke på dem.

Det lugtede af røg, indelukket røg, og min Morfar – jeg elskede lugten og atmosfæren. Det var nemlig indbegrebet af hygge og nærvær. Han sad altid i sin stol over i hjørnet, imens han så fjernsyn. Han kunne godt lide, når jeg kom ned til ham, hvilket jeg gjorde hver eneste dag. Jeg elskede nemlig også, at tilbringe tid sammen med ham.

Jeg var fem år den gang, så når jeg kom ned til ham, var det ikke usædvanligt, at jeg sad oven på min Morfars ben, imens jeg mærkede på de fremtrædende blodåre, han havde på sine hænder. Jeg synes, at de på én og samme tid føltes sjove og lidt ulækre.

Jeg kiggede ofte på ham. Han var så klog og så var han den bedste historiefortæller, jeg endnu har mødt. Han havde oplevet så meget. Han var Kaptajn, havde sejlet verden rundt og levet livet. Han var et meget spændende menneske.

Jeg kan så tydeligt huske fascinationen, af min Morfar. Fascinationen af alle historierne, det nærvær han formåede af give mig og de fremtrædende blodåre.

Historien går i ring, nu er det et andet barns tur til, at være fascineret af blodåre.

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar