Hverdagens trivialiteter Noget med børn

Mislykket forklaring

30. september 2016

Under gårdsdagens putning af den treårige Rapser, taler ham og jeg om, når nogen siger, at man er dum. Vi taler om hvordan sådan en situation bedst kan takles og hvilke følelser der kan følge med sådan en udtalelse.

Rapseren fortæller om, at en dreng henne fra børnehaven havde sagt, at han var dum. Dertil fortæller han også, at han blev ked af det. Ked af det, helt inde i sit hjerte, og at han så kom til at savne mig. Jeg forsøger, så langt min kreative hjerne overhovedet kunne, at forklarer, hvordan vi altid vil være helt tæt på ham. Jeg aer og peger på hans hjerte og fortæller ham, at lige dér i hjertet vil Mor, Baba og Lillebror altid være. Vi vil altid elske ham og støtte ham. Og vi vil altid være der for ham, når noget er svært.

Jeg synes selv, at forklaringen var ret god og kreativ, og jeg følte endda et kort øjeblik, at jeg havde fuldstændig styr på lortet.

Han sætter sig op og kigger undrene på mig.

“Ej Mor, så får jeg da ondt i maven. Hvis I skal gå rundt derinde i hjertet og i maven. Og når I så skal gå ud af maven, så gør det jo ondt, hele dagen!”

Nå, ikke helt styr på det alligevel.

Vi taler videre og han spørger ind til, om jeg nogle gange savner ham. Jeg svarer, at dét gør jeg selvfølgelig. Og at jeg også kan savne Baba og Frøhopperen. Hvortil han spørger, om jeg så bliver ked af det.

Jeg siger, at det kan jeg godt, men så tænker jeg bare på, at lige herinde i mit hjerte, er han, Baba og Frøhopperen. På den måde vil I altid være tæt på mig, så jeg ikke behøver, at savne jer så meget.

“Ej, Mor, du fjoller. Så får du da ondt i maven. Jeg skal jo også i børnehave!”

Han lægger sig ned, imens han griner af mig. Godnat.

 

Jeg skal vist ligge hovedet i blød og finde på en anden genial forklaring på, hvordan man så håndterer savn.

Og så vil jeg i øvrigt huske, at næste yngel ikke skal være sådan et klogt og eftertænksomt lille menneske. Det er for bøvlet og sætter alt for store krav til mig. ;)

Kærlighed til dig   -Johanne  

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, FacebookInstagram og på Bloglovin.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar